Bedst og værst: Hårdt spil og gule kort i københavnsk derby
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bedst og værst: Hårdt spil og gule kort i københavnsk derby

Tipsbladet.dk zoomer ind på derbyet og topkampen i Telia Parken mellem FC København og Brøndby IF.

Tipsbladet.dk i Telia Parken, København

FC København - Brøndby IF 0-0 (0-0)

Kampens bedste:

FC København:
Det var et rigtig godt efterår for Youssef Toutouh, og foråret ser ikke ud til at blive dårligere. Torsdag scorede han på udebane mod Ludogorets i Europa League, og søndag spillede han en stor kamp for FCK mod Brøndby. Toutouh viste ved flere lejligheder tænder i offensiven og var blandt andet tæt på at score i første halvleg efter at have afdriblet tre Brøndby-spillere. Defensivt også stabil. Det skal blive spændende at se, om Youssef Toutouh er i gang med sin sidste halvsæson i FCK - niveauet synes at være til mere end Superligaen.

Brøndby IF:
Man skal have spist sin havregrød, hvis man over 90 minutter skal kunne matche både Andreas Cornelius og Federico Santander på fysikken. Det har Benedikt Röcker så afgjort, og Brøndbys tyske midtstopper var bundsolid i derbyet. Det var meget småt med FC København-chancer i kampen, og det skal ikke mindst tilskrives en velspillende Röcker, der igen viste sin enorme betydning for Brøndby.

Kampens værste:
Brøndbys nye venstre back, Gregor Sikosek, skal lige vænne sig til de nye forhold. Mod FC København var sloveneren flere gange på hælene, og han mistede bolden oftere, end hvad godt er for en forsvarsspiller. Gav også prøver på, hvad han indeholder rent offensivt, men han kunne sagtens have kostet denne søndag. Hany Mukhtar levede heller ikke op til vanlig standard, mens Federico Santander skal vise mere for FCK i så stor en kamp.

Kampens detalje:
Når Frederik Rønnow vågner op mandag morgen, vil det være med Andreas Cornelius' støvleknopper tatoveret på låret. Midtvejs i første halvleg opstod en kontroversiel situation, hvor FCK-angriberen stemplede en fremadstormende Brøndby-målmand. Cornelius slap med et gult kort, men det var en af dem, hvor farven på kortet bestemt var til diskussion. Til diskussion var det også, da Hjörtur Hermannsson flåede Cornelius omkuld i feltet i første halvleg, men her slap Brøndby billigt. Andreas Cornelius var indblandet i meget denne derby-søndag.