Bernburg lover mål igen på søndag

Martin Bernburg har scoret i de sidste to Superliga-kampe, og han regner med at score igen på sin gamle hjemmebane på søndag.

Er Martin Bernburg endelig ved at få skudt sine Brøndby-støvler varme? Der er noget, der tyder på det. Bernburg har scoret i de seneste to kampe - mod FC Midtjylland og HB Køge.

Søndag venter hans tidligere holdkammerater fra FC Nordsjælland. Tipsbladet.dk har spurgt ham, om han scorer på søndag:

- Ja, det gør jeg, siger Bernburg med et grin og uddyber:

- Det håber jeg da i hvert fald, at jeg gør. Nu er det gået godt for mig i de sidste tre kampe, og jeg har scoret i de sidste to. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det igen? Jeg har i hvert fald fået tanket noget selvtillid, og det tager jeg også med mig ind til kampen mod FC Nordsjælland.

LÆS OGSÅ: Bernburg: Mere ros under Turbo

Martin Bernburg er altså ved at være tilbage i den form, han var i, da Brøndby hentede ham for to år siden i FC Nordsjælland. Men den 25-årige angriber forklarer, at der er et stykke endnu, inden han når topformen.

- Jeg begynder at komme i form, og jeg har et godt niveau, men der mangler noget endnu. jegt begynder at nærme mig en form, jeg ikke har ramt tidligere. Det er lang tid siden, jeg har kunnet træne så meget og på fuld knald. Tildigere har jeg måttet holde lidt igen for at være klar til kamp i weekenden, og det er dejligt, at jeg ikke behøver det mere, siger Bernburg, der klog af skade ikke vil sætte tal på, hvor mange mål han ønsker at nå.

- For mig handler det om at komme tilbage i topform. Intet andet. Det er det, jeg arbejder hårdt på. Det er gået godt indtil videre, og jeg kan se nu, at målene kommer.

Martin Bernburg har lavet fire Superliga-mål i 31 kampe.

Seneste nyt på tipsbladet.dk