Brøndby har ikke kun fået en god start pointmæssigt - faktisk har forsvaret formået at holde nullet i fire ud af de sidste fem kampe. Tyske Benedikt Röcker er ny mand i Brøndbys forsvarskæde i denne sæson, og han er også tilfreds med den start, som forsvaret har fået.
Han føler, at defensiven hele tiden bliver bedre i takt med, at han lærer holdkammeraterne at kende og roser ikke kun målmand Frederik Rønnow, men hele holdet for deres defensive arbejde.
- Det går bedre for hver kamp. Jeg føler, at vi hver uge har taget skridt i den rigtige retning, og vi er glade for, at vi har fået en god start på samarbejdet. Vi vil fortsat knokle, så det kan blive endnu bedre. Når det er sagt, så drejer defensiven sig ikke kun om målmanden og det centrale forsvar. Vi forsvarer med hele holdet – helt fra angriberne og ned til Rønnow, siger Röcker til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Vi bliver nødt til at kommunikere kampen igennem. Det er en af nøglerne til at vinde kampe – især med vores spillestil, hvor vi skal fungere sammen i presset og bakke hinanden op. Vi har holdt målet rent i fire af de seneste fem kampe, og det er da en god ting at kunne sige allerede nu.
Næste opgave for Röcker og co. er udekampen mod Hertha BSC torsdag aften.