
Mikkel Bischoff har igennem hele sin karriere døjet med skader, og det var også en lyskeskade, der satte en stopper for hans ophold i Lyngby, hvor han kun nåede at være i et par måneder. Med lange udsigter til at komme i kamp igen gik Bischoff til klubben for at få ophævet sin kontrakt. Siden da har den tidligere Brøndby-spiller passet sit genoptræningsprogram, og han føler, at det går fremad.
- Det går helt klart den rigtige vej. Jeg kan mærke, at jeg kan gøre flere ting, end jeg kunne for et par måneder siden, så det er en forbedring. Men jeg har ingen tidsplan over et comeback, jeg tager det lidt dag for dag. Jeg kører min genoptræning stille og roligt og presser ikke på for at undgå en operation. Jeg snakkede med Eilif Larsen (læge i Brøndby IF, red.) om det, og han mente ikke, at det ikke ville være klogt at operere, siger Bischoff til tipsbladet.dk.
Bischoff, der udover udlejninger til Wolverhampton og Sheffield Wednesday, har spillet i AB, Manchester City, Coventry, Brøndby og altså senest Lyngby, tænker ikke over en ny klub endnu, men hvis et comeback kommer på tale, så bliver det i Lyngby.
- En af betingelserne for, at jeg fik lov til at ophæve min kontrakt med Lyngby, var, at hvis jeg bliver klar til at spille igen inden næste sommer, så skal det være i Lyngby, jeg starter. Jeg har ikke lige snakket med dem siden, men det skal jeg nok gøre, hvis det bliver relevant, siger han.
Og selv om han savner fodbolden, har han ikke problemer med at få tiden til at gå.
- Man savner selvfølgelig lidt af dagligdagen og stemningen i en klub, man havde det godt i, men jeg har fået min hverdag fyldt ud med et par fag på universitetet, og så har jeg jo også 6'eren i weekenderne, så det er ikke noget problem at finde noget at lave, siger han med henvisning til sit job som fodboldekspert på tv-kanalen 6'eren.