Bischoff springer klubjagten over

Lyngby og Mikkel Bischoff blev for to uger siden enige om at ophæve samarbejdet, og Bischoff regner ikke med at finde en anden klub i løbet af efteråret.

Den 2. september offentliggjorde Lyngby, at de var blevet enige med Mikkel Bischoff om at ophæve den kontrakt, som de havde indgået bare to måneder tidligere. Bischoff havde problemer med sin lyske, og derfor ønskede han ikke at hæve sin hyre uden at kunne give noget igen til de kongeblå.

Den skadede forsvarsspiller har dog stadig lyst til at spille fodbold på topplan. Det bliver bare ikke i efteråret.

- Jeg er indstillet på, at jeg ikke kommer til at spille fodbold her i efteråret. For mig handler det om at komme ind i et godt forløb og blive smertefri. Jeg har konsulteret en hel del specialister, og jeg laver mine øvelser og koncentrerer mig om min genoptræning uden at lægge pres på mig selv. Det kan være, jeg skal opereres, men jeg prøver at udtømme alle andre muligheder for at undgå det, siger Mikkel Bischoff til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Bischoff er færdig i Lyngby

Derfor arbejder den tidligere Brøndby-spiller i stedet hen mod at blive helt klar, inden han begynder at lede efter en ny klub. Den nye klub kan sagtens blive Lyngby, hvis de er interesserede til den tid.

- Mit mål er at komme tilbage og spille fodbold uden smerter i lysken. Hvornår det bliver, er sådan set ligemeget for mig. Bliver jeg smertefri, kan jeg måske komme tilbage til Lyngby, hvis de har brug for mig, siger Bischoff, der slet ikke har overvejet at stoppe karrieren på grund af skaden og det mislykkede skifte til Lyngby.

- De sidste par år i Brøndby, var jeg faktisk ikke ret meget skadet, men så løb jeg ind i de her lyskeproblemer, og det generede mig hele foråret. Det gjorde jeg også Lyngby opmærksom på, da vi lavede den aftale tidligere på sommeren. Men nej, jeg har slet ikke overvejet at stoppe. Jeg genoptræner for at blive smertefri, og så håber jeg at kunne gøre comeback på et tidspunkt, siger den 29-årige forsvarer.

Mikkel Bischoff har ud over Brøndby også spillet for AB, Manchester City, Wolverhampton, Sheffield Wednesday og Coventry.

Seneste nyt på tipsbladet.dk