Bisser til Superliga-spillere: I er alt for bløde
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Superliga

Bisser til Superliga-spillere: I er alt for bløde

Der er alt for meget føleri og for mange flinke spillere i Superligaen, mener Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen.

Hvornår skal en spiller sige undskyld for en hård tackling? 

Svaret er naturligvis individuelt, men i følge to af Superligaens tidligere hårde hunde, skal der meget til. Brian Steen Nielsen og Stig Tøfting deler holdningen om, at der er for mange bløde spillere i Superligaen og at der generelt er for meget kollegial fokus spillerne imellem.  

- Jeg synes ikke, man skal ringe til hinanden bagefter en kamp og sige undskyld. Folk skader ikke hinanden med vilje, og det er en kontaktsport og en del af spillet, at der kommer skader. Selvfølgelig ved man godt selv, hvis man er gået langt, langt over stregen. Hvis man brækker et ben på en spiller, siger man vel undskyld i situationen. Men stadigvæk vil jeg vove den påstand, at man ikke gør det med vilje. Folk må naturligvis selv om, hvad de vil, men jeg ville ikke ringe rundt og sige undskyld. Jeg ville heller ikke forvente at blive ringet op, hvis der er én, der har skadet mig. Vi er konkurrenter først og fremmest. Det er alt for romantisk at snakke om, at vi alle sammen er kolleger, siger Stig Tøfting til Spillerforeningens hjemmeside. 

Citatet er fra en historie fra Spillerforeningens medlemsblad, Indersiden, der behandler emnet. Udgangspunktet bliver taget i en episode fra starten af sæsonen, hvor FC Midtjyllands Kristian Bak bliver nedlagt i feltet at FC Københavns målmand Stephan Andersen. Der bliver fløjtet for straffespark, men Kristian Bak bliver i samme situation slemt skadet og må bæres fra banen med en månedlang pause til følge. Kristian Bak beklager sig efterfølgende over, at Stephan Andersen i situationen ikke sagde undskyld.

Brian Steen Nielsen, der som Stig Tøfting, også var berygtet for en kontant spillestil, mener at flere fodboldspillere bliver bremset i udviklingen, fordi de ganske enkelt er for flinke på banen.

- Der er for mange, der er for søde og rare. Det kan godt irritere mig. Jeg vil sige, at der er mange, der ikke får den succes, de kunne have fået, fordi de er for søde. Fodbold er en hård branche, og det kræver hårdhed at komme til tops. Det hæmmer nogen, hvis de skal tænke på at sige undskyld hele tiden. Få nu det væk. Dog vil jeg sige om en spiller som Kristian Bak, at han godt kan finde ud af balancen. Han kan godt sige undskyld og gå til stålet to sekunder efter, siger Brian Steen Nielsen.

Læs hele artiklen på Spillerforeningens hjemmeside her.

Tipsbladet satte tidligere i år fokus på "De dumme svin" i fodbold. Læs nogle af historierne via de realterede links - markeret med rødt - i historien. Blandt andet forklarer Brian Steen Nielsen om sin egen kontante og ærlige tilgang til tacklinger over stregen.