Bjarnason forventer reaktion fra Randers-fans
Foto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto
Superliga

Bjarnason forventer reaktion fra Randers-fans

Elmar Bjarnason skiftede fra Randers FC til AGF denne sommer, og på søndag skal han for første gang møde sin gamle klub.

De er hårde, jyske rivaler, og der er alt andet end glæde hos fansene, hvis man skulle lave det forbudte skifte. Men det er alligevel sket to gange i de seneste år.
 
For et år siden rejste Jacob Nielsen fra Randers FC for at blive direktør i AGF, og før denne sæson skrev Elmar Bjarnason kontrakt med AGF efter tre år hos kronjyderne.
 
På søndag mødes de to klubber for første gang siden april 2014, og den nye AGF-spiller ser frem til mødet med eks-klubben.
 
- Det er selvfølgelig specielt at spille mod sin gamle klub. Jeg har faktisk ikke prøvet det før, men jeg går ud fra, at Randers' fans nok vil buhe lidt af mig. Det er jeg forberedt på, og når jeg er på banen, tænker jeg ikke så meget over det. Nu er jeg i AGF - og det eneste, jeg tænker på, er at give alt for AGF, siger han til klubbens hjemmeside.
 
Med Randers' 3-0-sejr over FC Nordsjælland og den seneste sæsons fjerdeplads forventer Elmar Bjarnason en svær kamp, hvor AGF godt kan tage de tre point.
 
- Randers' hold er meget godt sammenspillet. De fleste af dem har spillet sammen i lang tid og kender hinanden meget godt. Det er et hold, der står godt på banen og giver ikke mange chancer væk. De er også blevet bedre med bolden, så jeg synes, det er et meget stærkt hold.  Derfor skal vi også ramme vores topniveau, hvis vi skal slå dem.
 
-  Hvis vi kan få den samme boldomgang, som vi havde mod Viborg, og samtidig blive endnu skarpere på den sidste tredjedel, så kommer vi helt klart til at skabe chancer og score nogle mål, siger Bjarnason.