Brøndby, FC København og AGF har ikke en eneste spiller med på det ligalandshold, der til januar drager øst på for at spille King's Cup mod Thailand, Nordkorea og det norske ligalandshold. Og i Brøndby forstår sportschefen ikke, at landstræner Morten Olsen har kunnet komme udenom Mikkel Thygesen.
- Jeg konstaterer, at vi ikke har nogen spillere med. Det undrer mig, for jeg mener, at der i hvert fald er en spiller, som burde være selvskrevet. Det er mig en gåde, at Mikkel Thygesen ikke er udtaget. Jeg synes, at han har spillet til det, og han har leveret en kæmpe indsats for os, og scoret mål og lavet oplæg. Så det er mig som sagt et komplet mysterium, at han ikke er med, siger Ole Bjur til Jyllands-Posten.
På et Brøndby-hold, der i dette efterår har haltet gevaldigt, har Mikkel Thygesen da også scoret seks mål og lavet tre assist. Men det har altså ikke været nok for Morten Olsen, at den fysiske midtbanespiller har været med i flere afgørende situationer for Superligaens øjeblikkelige nummer 10.
Læs også: Ligalandshold uden FCK, BIF og AGF
Landstræneren vil per definition ikke kommentere på spillere, han ikke har med i sin trup. Men han vil gerne forholde sig til den kritik, som de forskellige fodboldaktører retter mod ham.
- Der er mange meninger om, hvordan det et fodboldhold skal samles. Om det nu er en eller anden henne på hjørnet, eller om det er en i fodboldens verden. Vi lever med, at andre har en anden holdning. Nogle gange kan man også forstå det. Folk med et hold vil gerne have plusser i bogen ved, at spillerne kan se, at står bag dem. De skal dog være så kloge, at de ved, at de ikke kan snakke spillere på et hold. I hvert fald ikke over for dem der er omkring det danske landshold for tiden. Det er umuligt, siger Morten Olsen til Jyllands-Posten.
Ligalandsholdet uden Mikkel Thygesen drager til Thailand den 10. januar og vender hjem igen den 23. januar, når King's Cup er overstået.