Superliga

Bjur: Vi har en plan for de unge

Ole Bjur svarer igen på kritikken om, at Brøndby er for langsomme til at forlænge med deres unge spillere: - Vi har en plan for hver af de talenter, der har potentiale, siger han.

Brøndby har længe sagt, at de satser tungt på at udvikle egne talenter, som skal være med til at tegne holdet i fremtiden. En af de unge spillere, som Brøndby måske vil satse på, er Alexander Green fra A-talent-truppen - en spiller som i efteråret har været tæt inde omkring Superliga-holdet.

Green har kontraktudløb til sommer, men endnu har Brøndby ikke meldt noget ud, hvilket bekymrer spillerens agent, Martin Schoots, som anklager klubben for generelt at smøle med at forlænge de unge talenters kontrakter.

- I øjeblikket venter vi på at finde ud af, hvad Brøndby egentlig vil. Jeg tvivler på, at man vil beholde ham. Vi har endnu intet hørt fra klubben, men som jeg hører det, er det et generelt problem i Brøndby, at man venter lidt for lang tid med at tilbyde de unge kontrakter. Og hvis man så endelig får et tilbud, kan det komme en måned eller to inden kontraktudløb, sagde Schoots til sporten.dk i formiddags.

Den generelle anklage om at være for passive i forhold til kontraktforlængelser med talenterne kan Ole Bjur dog ikke genkende. På klubbens hjemmeside tager han nu til genmæle:

- Der er på ingen måde tale om, at vi er for langsomme om at forlænge med vores talenter. Vi har en plan for hver af de talenter, vi mener har potentialet til at nå Superligaholdet, og dem forlænger vi med, hvis vi ellers kan blive enige om vilkårene, siger Ole Bjur og fortsætter:

- Så kan der være nogle talenter, der befinder sig i en gråzone, hvor vi er nødt til at vurdere deres niveau og udviklingspotentiale gennem længere tid, før vi tager en beslutning om en eventuel forlængelse af kontrakten. Derudover er der selvfølgelig også en række unge, som ikke udvikler sig tilstrækkeligt, og som vi kan se ikke vil nå Superliganiveau hos os, og de vil naturligvis ikke få en ny kontrakt, og forklarer videre om den konkrete sag med Alexander Green:

- Omkring Alexander Green, så passer det simpelthen ikke, at vi ikke har talt sammen, som hans agent udtaler i dag. Allerede et stykke inden jul var vi i dialog med både Alex, hans far og hans agent, og mere ønsker jeg egentlig ikke at fortælle om den konkrete sag, slutter han.

Ole Bjur fortæller endvidere, at den eneste spiller fra talentudviklingen, som Brøndby lod smutte mellem fingrene, er Nicolai Boilesen. Boilesen valgte Ajax - angiveligt fordi Brøndby ikke kunne matche hollændernes tilbud.