Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen: Vi dør med støvlerne på

AC Horsens cheftræner, Bo Henriksen, var tilfreds med sit holds præstation, men erkender, at FCM var det bedste hold.

FC Midtjylland vandt fredagens Superliga-kamp med 4-2 over gæsterne fra AC Horsens, og efter kampen havde Bo Henriksen ikke svært ved at erkende nederlaget.

- De er mere kyniske, og de var bedre end os i dag. De sidste 55 minutter, der er de det bedste hold, og så vinder de fortjent nok, sagde Bo Henriksen til TV3 Sport 1 efter kampen.

Selvom resultatet ikke var som ønsket, så kommer AC-Horsens-træneren ikke til at ligge søvnløs over præstationen fra sit mandskab.

- De har flere chancer end vi har, men vi dør med støvlerne på. Vi gør vores bedste, vi tør spille med dem, og vi tør presse dem, men vi møder et rigtig godt fodboldhold, og de var bedre end os. Det er nogen gange sådan, det er i fodbold, desværre. Sådan er livet, men vi skal videre.

Bo Henriksen vil dog ikke høre tale om niveauforskel mellem de to mandskaber.

- Absolut ikke. Efter de første 35 minutter skal vi måske være foran med en enkelt eller to, men de har nogen ting, som de gør rigtig godt, og som er svære at dæmme op over for, men i sidste ende skal vi være stolt af det, vi render rundt og laver, og vi skal være stolte af det, vi kommer herop og giver dem en kamp. Så vi er stolte af det, vi laver.

Alexander Sørloth forlod banen med et mål og tre assist i dagens kamp, og nordmandens kvaliteter er ikke til at komme uden om.

- Både Sørloth og Poul er ret dygtige for at sige det mildt, og de er svære at håndtere, slutter Bo Henriksen.

AC Horsens må med nederlaget se FC Midtjylland skabe et hul i toppen af tabellen.