Bo Henriksen vil gøre Horsens mere irriterende: Skal bare bruge ét indkast
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Bo Henriksen vil gøre Horsens mere irriterende: Skal bare bruge ét indkast

Det er ikke sjovt at spille mod AC Horsens, mener manager Bo Henriksen, der vil blive endnu bedre til at være træls. Skadeslisten er dog stadig smålang forud for en sjælden kamp med favoritværdighed.

Lad os bare slå én ting fast med det samme. AC Horsens' nuværende situation kan læses på to forskellige måder:

Ifølge den ene måde har holdet tabt det momentum, der gjorde det til et tophold i begyndelsen af sæsonen: fem Superliga-kampe uden sejr, en pokalkamp mod Varde, hvor man skulle ud i forlænget spilletid for at vinde, og senest pokalnederlaget til danmarksserieholdet Holbæk.

Ifølge den anden måde går det faktisk stadig glimrende. Horsens har mødt FC København, Brøndby IF og SønderjyskE ude samt AaB og topholdet FC Nordsjælland hjemme, hvilket har givet fire point. I pokalturnerneringen har de stillet med så mange reserver, at resultaterne der ikke kan bruges til at sige ret meget.

Hvis man var i tvivl, var det med det første udgangspunkt, at tipsbladet.dk ringede til manager Bo Henriksen for at høre, hvad der var blevet af den flotte sæsonstart. Og det andet udgangspunkt var det, som Horsens-manageren tog. 

- Hvis vi havde sagt, at vi ville få fire point (af de fem førnævnte ligakampe, red.), så havde jeg sgu nappet dem. Vi har ikke vundet, men vi har kun tabt én ud af fem, og det er vi rigtig stolte af. Jeg glæder mig over vores start, så jeg ser det sådan, at vi skal fortsætte den gode start i stedet for at synes, at der er problemer, lyder det fra Henriksen, der stadig kan glæde sig over en sjetteplads.

I sidste sæson startede Horsens også godt og lå langt ind i efteråret i top 6, men vandt så kun to kampe fra slutningen af oktober til midten af april. Vi er ganske vist tidligere på sæsonen nu, men hvis holdet taber mod FC Helsingør lørdag, begynder en lignende stime at tegne sig. 

Har manageren og spillerne så lært noget af sidste sæsons forløb?

- Vi skal blive ved med at tro på. hvad vi kan, og blive endnu bedre til det. Vi skal ikke vente på, at de andre er dårlige, men tro på, at vi selv er gode nok til at vinde kampe. Det er den helt afgørende forskel. Vi ved, at hvis vi spiller en god kamp, så vinder vi. Sidste år skulle vi stadig håbe på, at de andre var dårlige, siger Bo Henriksen.

Op til kampen mod FC Helsingør har Horsens-mandskabet den sjældne fornøjelse at være favoritter, men det betyder ikke, at Bo Henriksen har tænkt sig at ændre på holdets tilgang. De skal være lige så ydmyge, som de plejer, skal arbejde hårdere og ville det mere end modstanderne, komme med power og energi.

Kort sagt skal Horsens være Horsens.

- Vi skal blive endnu mere irriterende at spille mod. Det er ikke nogen hemmelighed, at de andre hold ikke synes, at det er sjovt at spille mod os med vores dødbolde og vores spillestil. Dem, der er irriterende, er jo gode til et eller andet, og det synes vi også, vi er, siger manageren og uddyber:

- Vores defensive organisation, at stå godt, at lukke rummene ned, men også offensivt, blandt andet dødbolde. Nogle gange skal vi bare have et enkelt indkast. Det skal vi blive endnu bedre til, og det er noget, vi arbejder på hver dag.

Bo Henriksen og resten af Den Gule Fare udfordres dog af, at flere spillere er enten skadet eller tvivlsomme til Helsingør-kampen. Forud for pokalopgøret mod Holbæk manglede han syv mand, og da tipsbladet.dk taler med ham, ligger alles skæbne endnu ikke fast.

- Listen ser stadig smålang ud, det gør den jo, men jeg har ikke helt overblik over det endnu. Nogle skal testes fredag, nogle skal testes lørdag, siger han forud for kampen, der begynder klokken 16.