Børn og skattefar lukker Superliga-døren for Movsisyan
Alka Superliga
Superliga

Børn og skattefar lukker Superliga-døren for Movsisyan

Yura Movsisyan havde en god tid i dansk fodbold for Randers FC, men han kan ikke se sig selv vende tilbage.

Efter at Yura Movsisyan forlod Randers FC og dansk fodbold i 2011, har angriberen haft en stor karriere i russisk fodbold. Først for FC Krasnodar og siden 2012 for storklubben Spartak Moskva, for hvem han i sidste sæson blev topscorer med 16 mål.

I denne sæson er det dog gået knap så godt for armenieren, der har været en del skadet og blandt andet derfor kun står noteret for to ligamål for den russiske hovedstadsklub. Nu kan det ifølge tipsbladet.dk's oplysninger trække op til et klubskifte for Movsisyan.

Det bliver dog næppe til Danmark, selv om angriberen nød sit succesfulde ophold i dansk fodbold i 2010/2011-sæsonen.

- Yura er stadig på kontrakt med Spartak Moskva, men vi vil se på mulighederne til sommer – blandt andet en retur til USA og Major League Soccer. Danmark er ikke en mulighed på grund af skattereglerne, og så vil Yura gerne have, at hans børn skal vokse op lidt tættere på hans familie, siger Movsisyans agent, Patrick McCabe, til tipsbladet.dk.

Med sig i rygsækken har Yura Movsisyan imidlertid mange gode minder fra tiden i Randers FC, som han ser tilbage på med et smil på læben. Især savner han en vis dansk EM-helt med krøllet hår.

- Yura nød virkelig sit ophold i Randers, selv om det kun varede et år. De første seks måneder var meget spændende, da holdet kæmpede for at blive i rækken – det var ikke, hvad Yura havde regnet med, da han skrev under på kontrakten. John Faxe Jensen havde forladt klubben, og det var en stor skuffelse for Yura. De to havde et rigtig godt forhold, siger agenten og tilføjer:

- Randers var et springbræt til noget større, og opholdet i Randers gav ham mulighed for at få en bedre kontrakt et andet sted og tage sig af sin familie. Han vidste ikke meget om dansk fodbold, da han kom, men han fandt sig hurtigt til rette, og det var den helt rigtige klub for ham på det tidspunkt.

- Randers-fansene var gode ved Yura og hans familie, og det er noget, han stadig er taknemmelig for den dag i dag.

Yura Movsisyan nåede at score 12 mål i 30 kampe for Randers FC.