Bolanos som Laudrup-konkurrent?
Illustration
Superliga

Bolanos som Laudrup-konkurrent?

Christian Bolanos kan være på vej til Al Gharafa, der er konkurrent til Michael Laudrup og Lekhwiya SC i Qatar.

Michael Laudrup er draget til Qatar, hvor han skal stå i spidsen for Lekhwiya SC, og nu kan en anden tidligere Superliga-profil være på vej til Mellemøsten. Således skriver det costaricanske medie Al Dia tirsdag, at Christian Bolanos er på blokken hos Al Gharafa SC, og at klubben tilmed har tilbudt den tidligere FCK-spiller en kontrakt.

Christian Bolanos var ikke god for FCK i sidste sæson, men under VM var han fremragende for Costa Rica, og det har gjort offensivspilleren til en attraktiv vare på transfermarkedet. Bolanos har således tidligere været sat i forbindelse med de tre største klubber i Portugal, ligesom et par brasilianske bejlere også har været inde i billedet.

Linket til Brasilien skulle efter sigende være dødt, og det kan sende Christian Bolanos til Qatar og Al Gharafa, der forventer, at den tidligere FC København-spiller vender tilbage med et ja eller et nej i løbet af denne uge.