Video : Tipsbladet
Superliga

Boysen klar til FCK-kamp: Nåede aldrig at hade dem

David Boysen håber at pille pynten af FC København på søndag, men han understreger, at hans Brøndby-fortid ikke har fostret et hadforhold til de danske mestre.

Der venter Lyngby BK en svær opgave på søndag, når de kongeblå får besøg af FC København. Da løverne senest var på besøg i Lyngby, endte det med en 3-1-sejr til hjemmeholdet, og dermed var de kongeblå et af meget få mandskaber, som formåede at besejre FCK i sidste sæson.

Søndag skal Lyngby forsøge at gentage succesen, men det bliver selvsagt en vanskelig opgave, forudser offensivprofilen David Boysen.

- Vi har alt at vinde og intet at tabe. Selv om vi møder FC København, er det en kamp, vi skal forsøge at vinde, og jeg tror ikke, at FCK bryder sig om at spille mod os. Vi pakker os ikke, som de fleste gør, når de møder FCK – vi ønsker at spille mod dem, og det tror jeg ikke, de kan lide. Så vi glæder os rigtig meget til kampen, og FCK's 4-4-2-opstilling passer godt til os, siger David Boysen til tipsbladet.dk og uddyber:

- FCK er et meget taktisk mandskab. De har en stram organisation, og jeg synes, vores formation giver muligheder. Der er rum at spille i mellem FCK's kæder, og det skal vi forsøge at udnytte.

FC København kom vaklende fra start i denne sæson, men holdet er nu oppe på tre sejre i træk i Superligaen og ser ud til at have fået styr på tingene.

- Det er vel det dårligste tidspunkt at møde FC København. Omvendt kan man også sige, at vi nu kun kan overraske. I starten af sæsonen var det nok de fleste hold, der havde en følelse af, at det var muligt at slå FCK. Jeg er sikker på, vi møder et sultent FCK-mandskab – det er trods alt dem, der har revanche til gode, efter vi slog dem meget klart senest, lyder det fra David Boysen.

Lyngby var i sidste sæson kendetegnet ved en meget stærk defensiv, som lukkede meget få mål ind. I denne sæson har det været lige omvendt. Med 23 indkasserede mål er de kongeblå det Superliga-mandskab, der har været allermest gavmild.

David Boysen har ikke forklaringen.

- Hvis jeg havde det perfekte svar, så lukkede vi helt sikkert ikke flere mål ind i denne sæson. Det har jeg desværre ikke. Jeg er helt sikker på, at noget af forklaringen er, at vi har fået en ny bagkæde, som lige skal lære hinanden at kende. I sidste sæson var det den samme bagkæde, der spillede hele sæsonen. Men det betyder ikke, at vi bare kan skyde skylden på forsvarsspillerne. Vi skal også være dygtigere til at presse helt fremme, lyder det fra Lyngby-profilen.

David Boysen har som bekendt en fortid i Brøndby IF, men alligevel føler han ikke, at opgør mod FC København er noget særligt.

- Jeg kan godt lide at slå de store hold, men jeg har som sådan ikke et specielt forhold til FC København. Den måde, jeg kom fra Brøndby, og med tanke på, at jeg kun var i klubben et halvt år, gjorde, at jeg aldrig fik det der had til dem, som mange i Brøndby har. Og jeg kan godt forstå hadet. Jeg var med i tre derbys for Brøndby mod FCK, og det var helt sikkert noget særligt. Det må være fedt at have det der had til en ærkerival, siger David Boysen.

Savner du en ærkerival i Lyngby?

- Ja, det gør jeg helt sikkert. Vores største rival er FC Nordsjælland, og jeg synes også, der er noget særligt over de kampe. Men man skal selvfølgelig bare se ud på tilskuerpladserne for at konstatere, at det ikke er det samme som Brøndby mod FCK, siger Boysen.

Der er kickoff mellem Lyngby BK og FC København på søndag klokken 18.00