Video : Tipsbladet
Superliga

Brandvarme profiler i FCN: Sportschef håber på få spillersalg

FC Nordsjælland forventer afgang til sommer, men sportschef Carsten V. Jensen vil sikre, at der kun bliver tale om et par enkelte spillere.

Det er ikke svært at få øje på oplagte salgsemner i FC Nordsjælland. Marcus Ingvartsen, Andreas Maxsø, Stanislav Lobotka, Emiliano Marcondes og Mads "Mini" Pedersen vil formentlig alle kunne få udenlandske bejlere til at slikke sig om munden.

Derfor er det også en uhyre interessant sommer, FC Nordsjælland går i møde, for hvordan kommer Farum-klubben ud på den anden side af transfervinduet?

Det er en del af FC Nordsjællands eksistensgrundlag at sælge spillere, og det har man da også set mange eksempler på med Emre Mor som det seneste og mest markante. Alligevel satser klubben på, at den spillerafgang, der utvivlsomt venter til sommer, bliver med måde.

- Vi skal have en ung og konkurrencedygtig trup til næste sæson også. Jeg kan ikke sætte antal på, hvor mange der ryger i transfervinduet, men vi føler os på ingen måde pressede. Der kommer helt sikkert til at ske aktivitet, men jeg har på nuværende tidspunkt ikke klarhed over hvor meget. Det er sandsynligt, vi sælger mere end en, men vi kommer ikke til at sælge en hel håndfuld, og jeg tror heller ikke, vi kommer til at sælge en halv håndfuld. Men vi er bekendte med, at vi ikke er den største spiller på markedet, og derfor kan der ske uforudsete ting, siger sportschef, Carsten V. Jensen, til tipsbladet.dk.

Andreas Maxsø har selv bekræftet over for tipsbladet.dk, at han skal væk til sommer, og det medgiver Casten V. Jensen, der dog ikke vil drage samme konklusion om topscorer Marcus Ingvartsen.

- Vi forlængede med Maxsø, og det kunne meget vel tænkes, at han bliver solgt. Hvis sol og måne står rigtigt og alt det der, så tror jeg, at det sker. Men derudover må sommeren vise, hvad der kommer til at ske, siger "CV".

FC Nordsjælland vil helst have spillere af egen avl på holdkortet, men det er naturligvis også nødvendigt at hente spillere udefra, og det har klubben også en plan for.

- Vi kigger på vores egne spillere, vi kigger på akademiet, og så fremskriver vi. Det vil sige, at vi er opmærksomme på, hvor henne der kan opstå nogle huller de kommende år, og dem forsøger vi så at lukke med spillere udefra. Vores mål er at have spillere af egen avl på alle pladser, men det er noget, der først er realistisk i fremtiden, lyder det fra sportschefen.

FC Nordsjælland møder FC Midtjylland på lørdag i mesterskabsspillet.