Brøndby bekræfter: Enig med Palermo
Illustration
Superliga

Brøndby bekræfter: Enig med Palermo

Brøndby bekræfter, at man er nået til enighed med Palermo om en pris for Simon Makienok, der er på vej til Italien.

Simon Makienok er ikke meget mere end et pennestrøg fra at kunne kalde sig Palermo-spiller. Brøndby bekræfter nu, at den målfarlige angriber har fået grønt lys til at tage til Sicilien, efter at man er nået til enighed med Palermo om en pris.

- Brøndby IF er nået til enighed med den italienske Serie A-klub US Città di Palermo om en transfer af angriberen Simon Makienok, skriver Brøndby i en fondsbørsmeddelelse.

- Simon Makienok er nu på vej til Italien for at forhandle de personlige betingelser for en kontrakt på plads. Salget forventes at have en positiv virkning på resultat før skat for 2014 på ca. 17 mio. kr. Herudover er der aftalt en række performancebetalinger, som kan udløse yderligere betalinger til Brøndby IF.

Simon Makienok kom til Brøndby fra HB Køge i 2012.