Brøndby bekræfter: Tre spillere på vej væk
Foto: Brøndby IF
Superliga

Brøndby bekræfter: Tre spillere på vej væk

Brøndby bekræfter, at man arbejder på at finde nye klubber til Michael Almebäck, Fredrik Semb Berge og Daniel Holm.

Brøndby IF sætter i dag kursen mod Portugal, hvor holdet skal ligge i træningslejr og desuden deltage i Atlantic Cup, men tre spillere checker ikke ind på afgangen fra Kastrup. Som det har været fremme, skal hverken Michael Almebäck, Fredrik Semb Berge eller Daniel Holm med, og Brøndby bekræfter nu, at alle tre spillere er på vej væk.

- Som vi tidligere har meldt ud, har vi et erklæret ønske om at trimme truppen i dette transfervindue. Vi har lige nu for mange spillere, og det antal arbejder vi på at bringe ned. I forhold til Portugal-turen, er der tre spillere, der bliver hjemme, siger sportsdirektør Per Rud til brondby.com og fortsætter:

- For Frederik Sembs vedkommende er den primære årsag, at han har en skade og først vil være klar om en uges tid. Og da skaden skal plejes, samtidig med at der er interesse for ham fra anden side, så bliver han i Danmark. For Michael Almebäck og Daniel Holm gælder det, at vi er i gang med at finde en god løsning til dem hver især. Derfor har vi valgt at lade dem blive hjemme i stedet for at deltage på en træningslejr, som de måske ville skulle rejse hjem fra snart.

- Vi har en forhåbning om - inden transfervinduet lukker - at finde løsninger, som giver mening for både os og spillerne, og når det sker, skal vi selvfølgelig nok fortælle mere om det, slutter Per Rud. 

Michael Almebäck er bekendt med, at han skal på klubjagt, og umiddelbart virker Sverige som det bedste bud på en fremtidig destination for forsvarsspilleren, mens Frederik Semb Berge med stor sandsynlighed returnerer til Norge. Semb Berges agent fastslog tidligere i dag over for tipsbladet.dk, at der er interesse for den tidligere Odd-spiller.

19-årige Daniel Holm har aldrig opnået debut for Brøndby, og derfor sendes angriberen nu også på klubjagt.