Brøndby-boss: Arrogant og patetisk af Riddersholm
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Brøndby-boss: Arrogant og patetisk af Riddersholm

Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen langer ud efter FC Midtjyllands træner Glen Riddersholm efter mandagens Superliga-kamp i Herning.

Brøndby vandt mandag 3-2 på udebane over de danske mestre fra FC Midtjylland og stoppede dermed Herning-holdets suverænitet på hjemmebane samtidig med, at bronzemedaljerne stort set blev sikret. 
 
Brøndby var allerede ved pausen foran 3-2, men FCM-træner Glen Riddersholm var alligevel af den holdning, at FC Midtjylland havde været bedst og at Brøndby faktisk ikke havde haft noget at komme med, lige som, at guldtræneren mente, at alle Brøndbys mål kom ud af ingenting. 
 
Den kommentar medførte storm på de social medier, hvor Brøndby-fans rasede mod Glen Riddersholm - og det samme gør nu bestyrelsesformand Jan Bech Andersen på Ekstra Bladets hjemmeside.
 
- Jeg synes det ville klæde Glen Riddersholm rent faktisk at vise lidt format og noget af den ydmyghed, som han altid taler om, når han er i gang med at belære fodbold Danmark.
 
- Nu er jeg ikke fodboldprofessor som Glen Riddersholm, men det er lidt arrogant at stå på live-tv og påstå, at alle Brøndbys mål er foræringer. Jeg kunne spørge, hvad FCMs andet mål er, hvor vi står skidt, siger Jan Bech Andersen til eb.dk.
 
Brøndby er målt på de seneste seks kampe i Superligaen suverænt det bedste hold med 16 af 18 mulige point - dobbelt så meget som FC Midtjylland.