Brøndby-chef: For tidligt at vurdere transfervinduet
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby-chef: For tidligt at vurdere transfervinduet

Brøndbys sportsdirektør Troels Bech vil ikke samlet vurdere sine køb og salg i sit første vintertransfervindue.

Brøndby fik i januars transfervindue to offensive tilgang i form af polske Kamil Wilczek fra italienske Carpi og David Boysen fra Lyngby. I samme periode blev der sendt en række spillere videre med Elbasan Rashani, Dario Dumic og Ronnie Schwartz som de mest markante.
 
Sportschef Troels Bech er som udgangspunkt tilfreds med sine aktiviteter i de seneste uger men er ikke meget for at sætte en samlet dom på transfervinduet.
 
- Vi havde sat os de mål før transfervinduet, at vi ønskede at slanke vores trup en smule og få nye kompetencer ind til vores offensiv. Begge dele er vi lykkedes med, men om det så er godkendt eller ej, det mener jeg ikke, at man kan bedømme allerede. Det afhænger jo helt af resultaterne på banen. Men i udgangspunktet har vi stor tiltro til, at de justeringer, vi har lavet i truppen, vil bidrage til at bringe os tættere på de sportslige mål, vi har sat os.
 
- Med tilgangen af David Boysen og Kamil Wilczek har vi fået ekstra fart og fysik i vores offensiv, og det skal vi bruge til at bringe yderligere dynamik til vores offensive spil. Med tilgangen af disse offensive typer har vi nu mulighed for at veksle mellem flere offensive, taktiske systemer fremadrettet, siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.
 
Til sommer får Brøndby endnu en offensiv tilgang, at det 18-årige svenske angriber-talent Gustaf Nilsson, som Troels Bech har fine forventninger til. 
 
- Vi glæder os over, at Gustaf Nilsson, som er en af de absolut mest profilerede og ombejlede unge spillere i svensk fodbold, bliver en del af vores trup til sommer. Han er høj som en brandstige, men usædvanlig adræt og hurtig med fødderne, og så ved han, hvor målet står, siger Troels Bech og slår fast, at den unge svensker er set som en løsning på længere sigt.