Brøndby er tæt på transfergennembrud
Foto: Getty Images
Superliga

Brøndby er tæt på transfergennembrud

Ifølge BT er Janek Sternberg tæt på at skifte til Brøndby IF.

Den tyske venstre back Janek Sternberg blev i sidste uge meldt interessant for Brøndby IF, og nu ser det ud til, at klubben har vundet kampen om den 24-årige tyske back fra Werder Bremen.

Således skriver BT, at Janek Sternberg, der har kontraktudløb til sommer, enten tirsdag eller onsdag bliver præsenteret som ny mand i Brøndby.

Sternberg har blot spillet to kampe for Werder Bremen i denne sæson, men han er en spiller, der passer godt ind i den stil, som Alexander Zorniger praktiserer. Han er stærk i nærkampene og hurtig.

Den 184 centimeter høje back ser ud til at have valgt Brøndby IF foran klubber som Ferencvaros, en klub fra Æresdivisionen i Holland og en klub i 2. Bundesliga.

Onsdag sagde Alexander Zorniger følgende om Janek Sternberg.

- God spiller, men det er alle de andre (Brøndby sættes i forbindelse med, red.) også.

Leder I efter en langtidsløsning?

- Det vil være det bedste. Vi har to spillere på lejeaftaler fra andre klubber som Hany med købsoption og Kliment, men vi skal have en god balance mellem spillere, der ved, at det her er stedet for min fremtid, og spillere, der tænker på deres spillere. Så jeg ville elske at have spillere ejet af Brøndby.

Kigger I på Sternberg?

- Det handler ikke om at tale om enkelte spillere. I morgen handler det om en anden spiller. Der var snak om en Roma-spiller (Moustapha Seck, red.), jeg ikke havde hørt om før, i avisen. Der er mange agenter, der kaster om sig med navne.

Hvorfor ikke skyde det ned så?

- Alle spillere?

De spillere, der tales om.

- Der er for mange navne. Hvis jeg skal tale om alle navne - nu har vi brugt 15 sekunder på at snakke om ham. Der er 50-60 spillere, jeg så skal tale om.

Nu ser det så ud til, at der alligevel var noget om snakken med den tyske venstre back.

Sternberg er tidligere blevet regnet for at være et af de største talenter i Werder Bremen samt et stort talent i tysk fodbold. Han har dog ikke helt formået at indfri forventningerne, og i denne sæson har han helt tabt sin plads på holdet.

I sidste uge kunne Bild fortælle, at prisen på Sternberg er omkring 300.000 euro - svarende til lidt mere end to millioner kroner.