Brøndby får digitalt redskab til brug i træning
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Brøndby får digitalt redskab til brug i træning

Klubbens træningspas skal måles endnu mere, så træningen optimeres.

Jan Bech Andersen gav Brøndby IF tre millioner kroner til at etablere brugen af et digitalt udstyr, Inmotio, og det udstyr kommer til at blive brugt, når Brøndby-spillerne er på træningsbanen.

Systemet kan måle, hvor meget spillerne belastes i træningen, hvor meget de yder og løber, og derved håber Brøndby IF selvfølgelig på at vinde nogle ekstra procenter i træning og undgå, at spillerne overbelastes.

- Med Inmotio-systemet kan vi nøje monitorere belastningen af hver enkelt spiller i træningen. Vi kan se, nøjagtig hvor meget de løber, og hvor hårdt de bliver belastet. Gennem denne digitalisering af vores træning kan vi dosere træningen langt mere nøjagtigt over en uge, i forhold til antallet af kampe vi skal spille, så hver spiller får den korrekte træningsmængde, siger Mouir Akhiat til klubbens hjemmeside.

Mounir Akhiat er chefanalytiker i Brøndby og en af to videoanalytikere i klubben. Den anden er Matthias Borst, der blev hentet i Stuttgart.

- At vi digitaliserer vores træningspas ved at inddrage Inmotio-systemet, det er et godt eksempel på, hvordan strategi 6.4 i dag er blevet en naturlig del af vores hverdag og fungerer som en rød tråd igennem hele klubben. Det nye, digitale system vil give os et mere nøjagtigt billede af den enkelte spillers præstation til træning og derved give hele staben omkring Superliga-truppen og spillerne selv mere konkrete data at forholde sig til. Vi har haft systemet på prøve her i sæsonstarten, og vi kan se en masse potentiale i det, så nu glæder vi os til at arbejde mere i dybden med det, siger Troels Bech.