Brøndby: Handler kun i ekstraordinært tilfælde
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby: Handler kun i ekstraordinært tilfælde

Brøndbys transfervindue er lukket, men sportsdirektør Troels Bech er alligevel på arbejde frem til transfervinduets lukning.

Brøndbys sportsdirektør Troels Bech har en travl arbejdsdag, og da tipsbladet.dk møder manden, når han at fortælle en pressemedarbejder, at han vil være ude på Brøndby Stadion frem til lukningen af transfervinduet. 
 
Meldingen fra Brøndby har ellers været, at man er færdig med at handle, men der kan opstå ting og sager i de sidste timer af transfervinduet. 
 
- Vi er nødt til at have et beredskab klar. Vi står ikke og skal være voldsomt aktive – det er ikke planen – men vi kan få noget påført. Enten fordi der kan opstå muligheder, der ellers syntes begravede, eller fordi der kan komme et tilbud, vi ikke kan sige nej til. Men der er gået lidt selvsving over den sidste dag, og det er som om folk forventer, at alting eksploderer. Sådan tror jeg ikke, at det bliver her, siger Troels Bech til tipsbladet.dk.
 
Kan det forstås sådan, at I kun handler i ekstraordinære tilfælde?
 
- Ja. Vi har været proaktive i det her vindue. Vi har hentet Rønnow ind, så vi var klar til et salg af Lukas, og vi har med de seks spillere, der er kommet herind, gjort os klar til sæsonen. Vi havde også en liste klar med spillere, vi kunne forstærke og supplere truppen med, hvis vi kom i et gruppespil i Europa. Det blev ikke aktuelt. Senest har vi garderet os på venstre back, fordi der er usikkerhed over, hvor mange vi har i hvor lang tid. Vi har været på forkant, og det er jeg tilfreds med, siger Troels Bech. 
 
Troels Bech bekræfter, at Riza Durmisi eller Patrick Da Silva kan forlade klubben inden lukketid.
 
- Vi kan tåle, hvis der kommer forespørgsler på det. Det er korrekt, at der er måske er en for mange, men Riza Durmisi kan også spille på venstrekanten, og Juelsgård har spillet 17 kampe for FC Midtjylland i midterforsvaret. Så måske mangler vi reelt en back-up for Da Silva, siger han. 
 
Troels Bech er alt i alt godt tilfreds med Brøndby-truppen.
 
- Jeg er som udgangspunkt tilfreds med truppen. Vi ved, at alle trupper altid kan forstærkes – det kan skal vores også, og det skal vores også. Men det er ikke givet, at det skal være i sidste øjeblik. Vi skal være på forkant i de kommende vinduer. Vi behøver ikke at kaste os ud i håbefulde projekter, der kan lukke os for de næste tre sæsoner. 
 
- Hvis man kigger bort fra økonomien og det sportslige, der er det styrende, så er der også noget psykologi. Vi kan godt sidde og kigge på, hvad vi har brug for, hvis der skulle ske noget. Man kan nemt komme til tænke, at det ville være fantastisk at få spilleren nu, men vi skal også tænke på økonomien og de målsætninger, vi skal søge at opnå, tilføjer Bech, der er opmærksom på, at der kan hentes transferfrie spillere efter vinduets lukning. 
 
- Ja, det er en mulighed. Det er et konstant forløb, hvor man hele tiden kigger efter nu og perspektiv over tid. Vi er allerede nu i gang med næste transfervindue og næste igen, lyder det fra sportsdirektøren.
 
Troels Bech mener, at Brøndby-truppen er stærk nok til at opnå målsætningen om top tre. 
 
- Vi har en målsætning, og det skal gerne være i toppen af det mulige for at være motiverende. Vores mål om at blive nummer tre er i overkanten af, hvad der kan lade sig gøre, men vi kan gøre det. Vi gjorde det i sidste sæson i kraft af et godt teamwork, og jeg mener, at truppen er marginalt forstærket denne gang. Det ser fint ud, og vi har taget et lille skridt i den rigtige retning. Jeg tror på det. Efter en forståeligt udskældt sæsonstart ligger vi kun få point fra vores mål, men vi har stadig samme point som sidste sæson og har endda scoret et par mål mere. Så vi har taget et lille-bitte nøk fremad, mener Troels Bech.