Brøndby præsenterer en ny spiller i morgen ved frokosttid. Det ligger helt fast. Vestegns-klubben har indkaldt til pressemøde klokken 11.45 for at orientere om nyt vedrørende spillertruppen. Historien melder dog ikke noget om, hvem den nye mand i gult og blåt er.
Men nu erfarer tipsbladet.dk, at det er Simon Makienok Christoffersen, der tropper op på Brøndby Stadion i morgen lidt i 12. HB Køge-angriberen og Brøndby har i lang tid været kædet sammen, og Brøndbys sportschef Ole Bjur har også tidligere bekræftet, at de blå-gule har et godt øje til ligalandsholdsspilleren.
I Brøndby får Simon Makienok Christoffersen for anden gang i denne sæson Auri Skarbalius til træner. De to kender hinanden særdeles godt fra deres fælles tid i HB Køge, og man må derfor formode, at det især er på Auris anbefaling, at Makienok nu er landet på vestegnen.
Simon Makienok Christoffersen havde halvandet år tilbage af sin kontrakt med HB Køge, så Brøndby slipper ikke for at betale en transfersum for deres nye angrebshåb.