Superliga

Brøndby i hårdt modsvar til Olsen-kritik

Brøndbys sportschef Ole Bjur svarer i markante vendinger igen på kritikken fra det nu forhenværende Brøndby-talent Patrick Olsen.

Den tidligere Brøndby-spiller Patrick Olsen, der netop er skiftet til Inter i Italien, kritiserer i dag Brøndby i skarpe vendinger i et stort interview i BT.

Det forhenværende Brøndby-talent kritiserer klubben i skarpe vendinger, og det har nu fået sportschef Ole Bjur til at svare igen i et indlæg på Brøndbys hjemmeside. Ole Bjur gennemgår en række af Patrick Olsens kritikpunkter og kommer med et modsvar.

Patrick Olsen peger blandt andet på, at der ikke længere er nok Brøndby-spillere, der kæmper for den gule trøje.

- Jeg synes, det er meget alvorlige beskyldninger at komme med mod tidligere medspillere og kammerater. Efter min bedste overbevisning ligger det meget langt fra det, jeg forbinder med at være en ægte Brøndby-spiller, lyder det fra Ole Bjur.

Han går også i rette med Patrick Olsens melding om, at der er mange Superligaspillere og talenter, der vil væk fra Brøndby.

- Det er meget langt fra det billede, vi oplever til hverdag. Tværtimod oplever vi spillere, som virkelig ønsker at gøre en forskel for klubben og hjælpe med, at vi kravler op i tabellen. Derudover kan jeg sige, at vi jo i løbet af det sidste halve år har forlænget kontrakter med flere af vores unge, meget lovende spillere som blandt andre Frederik Holst, René Joensen, Markus Bay og Mathias Andersen.

- I en klub som vores med så mange, store talenter på de forskellige ungdomshold er det uundgåeligt, at der opstår interesse fra udlandet, som kan resultere i et klubskifte. Det er nu en gang vilkårene for en dansk klub. Vi har ikke det samme økonomiske råderum som eksempelvis Chelsea, Bayern München eller Inter, skriver Ole Bjur.

Indlægget på Brøndbys hjemmeside svarer også igen på Patrick Olsens udtalelser om, at der foregår en usikker udvikling i Brøndby. Det udsagn kan Ole Bjur genkende dele af, men han nuancerer også billedet.

- Der er selvfølgelig altid et element af usikkerhed, når man går fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, og det er uanset hvor i verden, du spiller. I forhold til at udvikle dig som ung spiller i Brøndby, så lærer du tidligt at håndtere det pres, der er i en stor klub, og hvis du har troen, evnerne og viljen, så vil det klart gøre dig stærkere og hjælpe dig videre i karrieren. Det har vi set utallige eksempler på gennem tiden i Brøndby IF, fastslår Ole Bjur, der i slutningen af indlægget kommer med en hilsen til Patrick Olsen.

- Overordnet set vil jeg sige, at Patricks udtalelser tydeligt viser, at vi har at gøre med en ung spiller, der meget fokuserer på, hvordan omgivelser og medspillere kan bidrage til hans udvikling. Jeg håber, at Patrick også bliver i stand til at kigge indad og finder ud af, hvad han selv skal bidrage med for at forløse sit store talent og blive en topspiller.