Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby IF fremrykker hovedsponsorat

Arbejdernes Landsbank tiltræder allerede som ny hovedsponsor i Brøndby IF ved årsskiftet.

I sommer præsenterede Brøndby IF en aftale med Arbejdernes Landsbank om hovedsponsoratet i fodboldklubben pr1. juli 2017.

Nu er samme aftale blevet flyttet, så Arbejdernes Landsbank allerede tiltræder som Hovedsponsor og dermed afløser Bet25 fra 1. januar 2017 og fire år frem.

I august 2016 indgik Brøndby IF en fireårig hovedsponsoraftale med Arbejdernes Landsbank om at overtage hovedsponsoratet efter Bet25 pr. 1. juli 2017.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Bet25 og Arbejdernes Landsbank, og da alle tre parter kunne se en værdi i at fremrykke skiftet af hovedsponsor til 1. januar 2017, så indgik vi i dialog om mulighederne for dette. Det har i dag udmøntet sig i en aftale gældende fra nytår, hvor Bet25 fortsætter som vores eksklusive bettingpartner, og Arbejdernes Landsbank påbegynder deres hovedsponsorat, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen.

- Vi er utrolig glade for den eksponering og aktivering af Bet25, som vi har opnået som hovedsponsor for Brøndby IF. Aktiveringen af hovedsponsoratet af Brøndby IF har sat os på landkortet på en måde, som ingen anden markedsføring ville have kunnet. Som Brøndby IF’s eksklusive bettingpartner ser vi frem til at fortsætte samarbejdet med masser af gode tilbud og eksklusivt indhold, siger administrerende direktør for Bet25, Holger Kristiansen.

- Vi har siden 2014 været sponsor i Brøndby IF, og vi har i den grad fået valuta for pengene, både i forhold til eksponering, men mindst lige så vigtigt også i aktiveringen af eksisterende og potentielle kunder. Da muligheden for at blive hovedsponsor allerede fra 1.januar 2017 bød sig, var vi ikke i tvivl, da vi ønsker at skrue op for vores kundeaktivering. Vi glæder os over, at vi fra årsskiftet kan kalde os hovedsponsor i Brøndby IF, siger kommunikations- og marketingdirektør hos Arbejdernes Landsbank, Peter Froulund.

Der er intet officielt omkring økonomien i aftalen, men Brøndby IF meddeler, at det nye hovedsponsorat ikke påvirker forventningerne nævneværdigt for 2017-indtjeningen..