Brøndby-kantspiller misser de første forårskampe
Foto: Polfoto
Superliga

Brøndby-kantspiller misser de første forårskampe

Elba Rashani døjer fortsat med en lyskeskade, og det koster ham nu deltagelsen i forårets første tre Superliga-kampe for Brøndby.

Elba Rashani har endnu ikke fået sit gennembrud i Brøndby-trøjen, efter at et skadesplaget efterår ødelagde meget af glæden for den norske kantspiller. Blot otte startpladser i løbet af efteråret blev det til for Rashani, og selvom han efter klubbens ønske sad udenfor i de sidste par kampe af efteråret i håbet om at komme sig til foråret, ser det stadig skidt ud for den norske spiller her, hvor forårspremieren er mindre end en måned væk.

- Jeg slider stadig lidt med min lyskeskade. Det går fremad, men det går langsomt, så jeg regner med nok at gå glip af de første to, tre Superliga-kampe, siger han til BT.

Brøndby IF møder i de første kampe i Superligaen i 2015 AaB, FC Midtjylland og SønderjyskE.

Rashani tager med resten af Brøndby-truppen til Portugal, hvor holdet skal på træningslejr og deltage i turneringen Atlantic Cup, hvor også FC København og FC Midtjylland er blandt de deltagende klubber.