Brøndby-komet: Det har været fedt
Foto: Per Rasmussen/Polfoto
Superliga

Brøndby-komet: Det har været fedt

Nikolai Laursen glæder sig over at være del af førsteholdet i Brøndby IF.

De fleste unge fodboldspillere drømmer om en dag at optræde på den helt store scene. Netop dette mål tog Brøndby-talentet Nikolai Laursen et stort skridt imod, da han i sommeren 2014 blev rykket op på klubbens førstehold. Her har fysik og hårdt arbejde præget billedet for spilleren, der fik sin debut under en pokalkamp i efteråret. 
 
Nikolai Laursen glæder sig da også for alvor over at være del af Alka Superliga-mandskabet. Her har nye indtryk væltet ind fra første sekund, mens evnerne på banen er forbedret: 
 
- Det har været fedt. Det har været rigtig lærerigt, og jeg har fået en masse nye indtryk og nye holdninger. Og så synes jeg, at jeg er blevet bedre som fodboldspiller. Det har været super nemt at komme ind på holdet, og alle har været rigtig flinke, siger Nikolai Laursen til klubbens hjemmeside og fortsætter: 
 
- Jeg har især indset, hvor meget hårdt arbejde betyder, og hvor vigtigt det er. Og så har jeg i det hele taget rykket mig meget og udviklet mit spil – specielt i mit defensive spil. Og de to ting har nok også været de største forandringer for mig, siden jeg rykkede op i førsteholdstruppen, vurderer Brøndby-spilleren.
 
Nikolai Laursen underskrev i sommeren 2014 i to-årig kontrakt med Brøndby IF.