Superliga

Brøndby kræver 30 mio. for Krohn-Dehli

Brøndby har klistret en urealistisk høj prislap på Michael Krohn-Dehlis skuldre. Prislappen skræmmer interesserede klubber væk.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Michael Krohn-Dehli er Brøndbys vigtigste spiller og største profil. Det kan heller ikke beskrives som en statshemmelighed at de blå/gules eneste faste mand på det danske landshold har lyst til nye udfordringer. Krohn-Dehli har ved flere lejligheder udtalt, at han gerne ser sig selv skifte til en udenlandske klub indenfor en overskuelig fremtid.

Læs også: Krohn-Dehli åben for skifte

Hvis det ikke var for én stor forhindring, ville det heller ikke være noget problem for Brøndby-kreatøren at finde sig en ny klub syd for Danmarks grænser. Mandskaber som Twente, AZ og Groningen fra den hollandske liga følger Krohn-Dehli tæt, og især Twente, der i sidste sæson vandt den hollandske pokal og var få minutter fra også at snuppe mesterskabet, virker som en klub med en skræddersyet størrelse for den klejne kreatør.

Men hvad står så i vejen for, at en af Superligaens største profiler skifter tilbage til den hollandske liga, hvorfra han i 2008 kom til den københavnske vestegn? Ja, det gør Brøndbys prislap såmænd.

- Alle spillere er principielt til salg, hvis prisen er den rigtige. Og
det kan ikke udelukkes, at vi skal sælge en spiller i det her vindue,
men det afhænger helt af, hvem der er på banen på hvilke spillere, sagde Brøndbys sportsdirektør Ole Bjur til tipsbladet.dk for tre uger siden.

Læs også: Bjur: Forventer al Krohn-Dehli bliver

Men den rigtige pris for Brøndby er i Michael Krohn-Dehlis tilfælde høj. Meget høj. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger kræver de blå/gule 30 millioner kroner, hvis nøglespilleren skal have lov til at rejse. En pris, som må betegnes som urealistisk høj for en 27-årig spiller, som trods alt "kun" har to år tilbage af sin kontrakt. Det er Brøndby naturligvis klar over, og prislappen må derfor betragtes som en "bliv væk-advarsel" til interesserede klubber.

Den eneste af de interesserede klubber, der vil være i stand til at honorere Brøndbys prisskilt og købe Michael Krohn-Dehli fri er Twente. Hollænderne har pengene til en sådan transfer, og ifølge tipsbladet.dk's oplysninger står danskerens navn højt på klubbens ønskeliste. Om det står højt nok til at betale 30 millioner kroner er imidlertid tvivlsomt.