Brøndby-målmand: På lige fod med FCK
Illustration
Superliga

Brøndby-målmand: På lige fod med FCK

Brøndbys keeper Lukas Hradecky mener, at han kostede et mål i kampen mod FC København. Han vurderer dog, at Brøndby er lige så gode som FCK.

Brøndbys målmand Lukas Hradecky holdt holdet inde i kampen i første halvleg, da han med en fantomredning parerede et hovedstød fra Andreas Cornelius. Til gengæld lykkedes det ham ikke at holde Bashkim Kadrii fra scoring, da FCK-spillerens afslutning gik i mål i anden halvleg. 

Derfor er Lukas Hradecky skuffet over kampens forløb, når han ser tilbage på 0-1-nederlaget i nationalarenaen. 

- Jeg er rimelig bitter. Jeg kostede et mål i dag, og det er en dårlig følelse. Han sparkede godt, og selvom den drejede lidt, skal jeg have den, siger Lukas Hradecky. 

Han mener, at Brøndby ikke spillede sin bedste kamp. 

- Vi havde det svært. FCK var gode, men vi skabte ikke mange chancer. Det skal vi arbejde på, og så skal målmanden fremover tage de bolde, der kommer, siger han. 

Selvom Brøndby tabte søndag, mener Lukas Hradecky, at der ikke er stor forskel på de to københavnske klubber. 

- Vi er på lige fod med FCK. De vandt i dag, men vi tager den næste gang. Nu står vi et point fra hinanden, mens FC Midtjylland spiller. Det er svært at vurdere, hvordan det ser ud i ligaen, men vi har ikke fået så mange point som håbet. Vi havde håbet på en bedre sæsonstart, men det er trods alt bedre end sidste år, siger han. 

Brøndby ligger aktuelt nummer syv med ti point for otte kampe.