Brøndby-nederlag sender medaljer til Sønderjylland
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Brøndby-nederlag sender medaljer til Sønderjylland

Brøndbys top tre-drøm hænger i en tynd tråd efter nederlag til Viborg mandag aften. Og så blev Daniel Agger tilmed skadet.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF har en officiel målsætning om medaljer i denne sæson, men den drøm bliver meget svær at realisere efter mandagens hjemmekamp mod Viborg FF. Gæsterne vandt 1-0, og det betyder, at Brøndby skal håbe på, at FC Midtjylland snubler i de sidste to runder, hvis Auri Skarbalius' mandskab skal have bronze. Samtidig skal Brøndby vinde sæsonens to resterende opgør.

Brøndby fik en skrækkelig start på kampen, og allerede efter fem minutter bragte gæsterne fra Viborg sig foran. Daniel Agger lavede en stor fejl i forbindelse med en clearing, og så kunne Søren Frederiksen lægge bolden frem mod Mathias Wichmann, da smuttede imellem Agger og Jesper Juelsgård og gjorde det til 1-0.

Daniel Agger havde det i det hele taget lidt svært i begyndelsen af kampen, og efter 25 minutter sluttede hans arbejdsdag. Søren Frederiksen tacklede Brøndby-anføreren svinsk, og selv om Agger forsøgte at spille videre, måtte han efter kort tid opgive. Det betød, at Svenn Crone kom ind i midterforsvaret ved siden af Jesper Juelsgård.

Udskiftningen af Agger gjorde ikke meget godt for Brøndby, og i løbet af kort tid lykkedes det Viborg at tilspille sig flere gode chancer. Kun manglende skarphed afholdte Viborg fra en 2-0-føring.

I den anden ende skabte Brøndby absolut ingenting, og derfor var stillingen ved pausen 1-0 til Viborg.

Billedet ændrede sig ikke meget i anden halvleg, selv om Auri Skarbalius reagerede og flåede en skidt spillende Andrew Hjulsager ud til fordel for Daniel Stückler. Stortalentet leverede et fint indhop, men Brøndby kunne ikke rigtig skabe chancer denne mandag. Det bedste bud var et farligt frispark fra Johan Larsson med 20 minutter tilbage. Det sidste håb for Brøndby smuldrede kort før tid, da Johan Elmander fik rødt kort for en for høj albue.

Derfor endte det 1-0 til Viborg FF, og for Brøndbys vedkommende betyder det altså, at holdet nu er ude af spillet om andenpladsen i Superligaen. Selve drømmen om medaljer hænger også i en meget tynd tråd. Medaljer kan der til gengæld ikke undgå at blive hængt om halsen på spillerne fra SønderjyskE efter dagens resultat - spørgsmålet er bare, om det bliver dem af sølv eller bronze.