Brøndby-opvisning: Uddelte klø til FC Midtjylland
Foto: Lars Ronbog/Getty Images
Superliga

Brøndby-opvisning: Uddelte klø til FC Midtjylland

Søndag var der lagt op til en tæt duel mellem Brøndby IF og FC Midtjylland, men det blev alt andet end det i hjemmeholdets opvisning.

Brøndby IF mod FC Midtjylland. Trods premiere duftede det af topkamp på en aften, hvor første styrkeprøve skulle stå mellem to hold, der ventes at kunne true FC København i toppen. En opgave som Brøndby IF kom klart bedst fra i en ensidig forestilling, hvor Brøndby uddelte 4-0 klø til gæsterne fra heden. 

Brøndby fik hurtigt lagt et tryk, og efter 11 minutter kom de tæt på. Teemu Pukki lagde et indlæg ind til en helæt umarkeret Jan Kliment, der headede på overliggeren. Så heldigt slap FC Midtjylland ikke otte minutter efter. Hany Mukhtar lagde bolden ud til Larsson på kanten, og et fladt indlæg fik lov til at sejle igennem FCM-forsvaret. Ved bagerste stang havnede det hos Pukki, der scorede karrierens letteste mål centimeter fra mållinjen. 

FC Midtjylland kom bedre med efter scoringen, og efter en halv time var det tæt på 1-1. Mikkel Duelund slap alene igennem i venstre side, men alene med Frederik Rønnow klarede Brøndby-keeperen flot. 

Ti minutter før pausen slog værterne dog til igen. Drachmann begik et dumt frispark, og det blev slået godt ind foran mål. Her kiksede opdækningen af Jan Kliment totalt, og med en god header gjorde han det til 2-0 for Brøndby, der også blev cifrene ved pausen.

Anden halvleg startede mere lige, men Brøndby virkede konstant farlige overfor et FCM-forsvar, der ikke virkede afstemt. Det blev igen straffet efter 61 minutter. Besar Halimi vadede igennem FCM-organisationen, og tæt under mål kunne han med et elegant chip gøre det til 3-0 for Brøndby. 

Kampens slutfase blev cruise control for Brøndby, der endda fik scoret en gang mere. Jan Kliment sparkede fra kanten af feltet, og den gav Jesper Hansen i FCM-målet en retur på. En retur der havnede hos Kevin Mensah, der lukkede og slukkede til knusende 4-0 for Brøndby i premieren.