Brøndby på tålmodig angriberjagt
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby på tålmodig angriberjagt

Brøndby er på jagt efter en ny angriber, men han kan tage tid at lande.

Brøndby har allerede sikret sig Teemu Pukki på en permanent aftale, men det er stadig i offensiven, at de blå-gule har mest brug for forstærkning i forhold til sidste sæson. Holmbert Fridjonsson, Jose Ariel Nunez og Nikolai Laursen har nemlig alle forladt klubben, og det gør Brøndbys angreb en kende smalt.

Det faktum er man naturligvis også klar over på den københavnske Vestegn, hvor jagten på en ny angriber er gået ind. Det kan dog tage tid at finde den rigtige mand.

- Jeg vil godt vedkende mig, at vi antalsmæssigt ikke er så mange angribere. Der kunne godt komme en til, men det handler også om, hvad der er tilgængeligt på markedet, og hvad vi kan finansiere. Vi er interesseret i en angriber, der kan det hele, så vi ved godt, hvad vi vil have, men vi er også nødt til at leve med at finde ud af, hvad vi ikke kan få. Den der hurtige, kropsstærke angriber, der er god i luften, laver mål, kan modtage bolden og er god til at spille den rundt - han har det med at melde sig ind i Bayern München, siger sportsdirketør Troels Bech.

Han er klar til at være tålmodig i angriberjagten.

- Vi er af den grundholdning, at vi hellere vil have den bedste end den første. Hvis vi springer på noget meget hurtigt, så lukker vi vores andre muligheder over tid. Det skal vi heller ikke, lyder det fra Troels Bech.

Brøndby præsenterede torsdag en ny målmand i form af Frederik Rønnow, der har underskrevet en fire-årig aftale.