Brøndby præsenterer underskud på 17 millioner kroner
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby præsenterer underskud på 17 millioner kroner

Brøndby har årsrapporten for 2015 klar og præsenterer et underskud på 17 millioner kroner.

Brøndby IF har for alvor trukket overskrifter den seneste dags tid, hvor det først kom frem, at klubbens ejer og bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, underdæknavn har skrevet på et fanforum, hvor den ikke har fået for lidt i forhold til at kritisere træner Thomas Frank og tidligere sportsdirektør Per Rud.

Tidligere onsdag kom Brøndby IF så med en meddelelse om, at klubben har fyret administrerende direktør Søren Vadmand. Og nu er klubben så også kommet med en meddelelse om økonomien.

Årsrapporten for 2015 viser, at Brøndby IF havde underskud på 17 millioner kroner.

Og selv om det lyder af meget, er det noget, der er tilfredsstillende for den nye direktør, Jesper Jørgensen.

- Årets resultat for 2015, der er realiseret med -17,0 mio. kr. (2014: -153,1 mio. kr.) er tilfredsstillende, og i overensstemmelse med de seneste udmeldte forventninger om et resultat før skat i niveauet minus 14 -19 mio. kr., siger Jesper Jørgensen i en meddelelse.

- Brøndby IF følger fortsat planerne og målsætningerne i Vision 2017, og har på mange punkter i 2015 leveret i overensstemmelse med vores strategi, siger han videre.

Der ventes et underskud på mellem 15 og 25 millioner kroner for dette regnskabsår.

Klubben venter i øvrigt en transferindtægt for året på 17 millioner kroner - det kan meget vel indikere, at Riza Durmisi bliver solgt til sommer. Men det er ren spekulation.
 

Nøgletal:

- Nettoomsætning er realiseret med 135,8 mio. kr. (2014: 119,0 mio. kr.).

- Årets resultat er realiseret med -17,0 mio. kr. (2014: -153,1 mio. kr.).

- Egenkapitalen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S udgør 65,0 mio. kr. (2014:80,3 mio. kr.)

- Selskabet har reduceret sine rentebærende forpligtelser til kreditinstitutter til 54,5 mio. kr. (2014: 62,2 mio. kr.).

- Selskabet har pr. 31. december 2015 en likvid beholdning på 11,8 mio. kr.

- Resultatet for regnskabsåret 2015 er på linje med de senest udmeldte forventninger om et resultat før skat i niveauet minus 14 - 19 mio. kr.    

- Bestyrelsens og direktionens forventninger til 2016 er, at selskabet opnår følgende resultater:

- Resultat efter finansielle poster, men før transfer: et underskud i niveauet 15 - 25 mio. kr.

- Transferresultat: et mindre overskud (under 5 mio. kr.).

- Årets resultat før skat: et underskud i niveauet 15 - 25 mio.

Forventningerne er baseret på følgende finansielle forudsætninger:

- Brøndby IF slutter i top 3 af Alka Superligaen 2015/16 ved sæsonafslutningen i maj 2016.

- Brøndby IF er fortsat i top 3 af Alka Superligaen i 2. halvår 2016.

- Brøndby IF realiserer netto transferindtægter i niveauet 17 mio. kr. i sommeren 2016.