Brøndby-profil: Jeg kan klare en sommer uden ferie
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Brøndby-profil: Jeg kan klare en sommer uden ferie

Christian Nørgaard er ikke bekymret over udsigten til en sommer uden ferie.

Der bliver ikke meget ferie for Brøndbys midtbaneprofil Christian Nørgaard denne sommer. Når Superliga-sæsonen er slut den 7. juni, skal Nørgaard direkte i U/21-landsholdets træningslejr, der begynder den 8. juni. 
 
Herefter venter en U/21-EM-slutrunde, der kan vare helt frem til 30. juni, og allerede den 2. juli skal Brøndby spille sin første kamp i kvalifikationen til Europa League. 
 
Dermed ser det ud til, at Christian Nørgaard får en travl sommer, men det tager han ikke så tungt. 
 
- Heldigvis er jeg kun 21 år gammel, så en sommer uden ferie burde jeg kunne klare. Jeg må få et par dage senere på sæsonen. Det er fedt at spille fodbold – især på det her niveau – så det klager jeg ikke over, siger Christian Nørgaard til tipsbladet.dk. 
 
U/21-landstræner Jess Thorup har klaget over, at Superligaen slutter så sent, at det går ud over U/21-landsholdets forberedelse til EM-slutrunden. Christian Nørgaard forstår godt landstræneren. 
 
- Det kan jeg godt følge ham i, men det vil jeg helst ikke kommentere for meget. Jeg forstår det godt i forhold til de andre hold. Det er ikke så fedt for Jess, at han ikke kunne samle truppen noget før, men sådan er det. Vi må arbejde ud fra de muligheder, vi har, siger han. 
 
Brøndbys sportslige ledelse med Per Rud og Thomas Frank i spidsen har udtalt til tipsbladet.dk, at man ikke anser den manglende ferie som et problem.