Brøndby sælger norsk flopkøb
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Brøndby sælger norsk flopkøb

Fredrik Semb Berge er blevet solgt til norske Odd.

Forsvarsspiller Fredrik Semb Berge er fortid i Brøndby IF.

Den norske forsvarsspiller, der var udlejet i hele 2015, har haft en ringe tid i den danske klub, og nu er det lykkedes for Brøndby at slippe af med forsvarsspilleren, der ingenlunde imponerede i BIF.

- Vi er glade for at have fundet en løsning, som i vores øjne er den helt rigtige for såvel Sembs karriere som for os. Semb fandt desværre aldrig rigtig sit fodfæste i Brøndby IF, og med manglende udsigt for spilletid giver det mening for såvel Semb og for Brøndby IF, at vores veje i dag skilles, siger sportsdirektør Troels Bech og forklarer:

- Nogle gange går tingene bare ikke op i en højere enhed, og hvis vi som klub skal indfri vores sportslige ambitioner, så er det bedre at tage konsekvensen og agere, snarere end at trække tingene i langdrag. Vi ønsker Semb alt det bedste fremover i karrieren og takker for hans tid i Brøndby IF, siger han.

Der er intet fremme om pris, men klubben har helt sikkert ikke fået den sum, som man betalte i sin tid.