Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby siger farvel til back og ung angriber

Brøndby IF oplyser, at Daniel Stückler og Suk-Young Yun forlader klubben ved kontraktudløb og tager afsked med holdets fans i forbindelse med søndagens kamp mod FCM.

Angrebstalentet Daniel Stückler og venstrebacken Suk-Young Yun forlader Brøndby ved kontraktudløb i slutningen af december. Begge spillere har kontraktudløb 31. december, og ingen af aftalerne bliver forlænget.

Det bekræfter Brøndby IF på sit website. 

- Daniel har været i Brøndby IF siden 2014, hvor han kom som en talentfuld angriber. Han har arbejdet hårdt for at få sit gennembrud i Brøndby IF det seneste år, men vi kan desværre ikke garantere ham den spilletid, det kræver for at få et gennembrud i Alka Superligaen, siger  sportsdirektør Troels Bech om Daniel Stückler.

Troels Bech tager ligeledes afsked med Suk-Young Yun, der slet ikke har været i aktion for Brøndby i denne sæson.

- Han kom på en kort kontrakt for at styrke konkurrencen om pladsen på venstre back. Det har han gjort, for Svenn Crone har lagt på sit spil, og på den måde holdt Yun ude af holdet. Vi havde nok forventet at få flere spilleminutter ud af Yun, men at han ikke har spillet mere, end tilfældet er, er så et cadeau til Svenn, siger Troels Bech. 

Brøndby tager formelt afsked med de to spillere i forbindelse med efterårssæsonens sidste hjemmekamp mod FC Midtjylland.