Brøndby skriver kontrakt med ungt talent
Foto: Divisionsforeningen
Superliga

Brøndby skriver kontrakt med ungt talent

Rasmus Grosen fra Brøndbys Masterclass har underskrevet en kontrakt med de blå-gule.

Han kom til Brøndby som 15-årig fra Slagelse-klubben FC Vestsjælland, og nu er den 16-årige kantspiller Rasmus Grosen kommet på kontrakt i Brøndby IF. Det meddeler klubben.

Rasmus Grosen har sat sin signatur på en aftale, der gælder frem til sommeren 2017, og han får dermed muligheden for at udvikle sig i klubbens talentsystem, Brøndby Masterclass.

- Rasmus Grosen er en spændende kantspiller, der arbejder hårdt begge veje. Han har en masse speed, han kan udfordre og er dygtig i en-mod-en-situationer. Han træner altid godt og er meget seriøs omkring sin sport, siger Søren Juul, U/17-holdets træner

- Rasmus skal arbejde på at få mere output ud af udfordringerne, men hvis han fortsætter med at klø på og arbejde målrettet, så ser vi et stort potentiale i ham. Han har nogle fine spidskompetencer, som ikke mange andre i årgangen matcher.