Brøndby styrer mod bronze efter 3-1-sejr
Foto: Jan Sommer/Polfoto
Superliga

Brøndby styrer mod bronze efter 3-1-sejr

Brøndby er på sikker bronze-kurs efter en 3-1-sejr over FC Nordsjælland i en kamp, der gik målamok fra første fløjt.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndbys mål har hele sæson været at slutte i top tre, og torsdag aften gav Randers FC de blå gule en alletiders mulighed for at nå sæsonmålet, da de tabte til Hobro. Dermed havde Brøndby mulighed for at slå et hul på seks point ned til kronjyderne og dermed sætte sig tungt på bronzepladsen. Det krævede dog en sejr over FC Nordsjælland i torsdagens hjemmekamp.

Den chance lod Thomas Franks mandskab ikke glide fra sig. Brøndby vandt således 3-1 i en underholdende kamp, der vil blive husket for alt lige fra et selvmål til en skadet linjedommer og en Superliga-rekord. 

Brøndby fik en rædderlig start på kampen. Der var således blot spillet tre minutter, da gæsterne fra FC Nordsjælland bragte sig foran. Martin Vingaard slog et hjørnespark ind i feltet, hvor Emiliano Marcondes kom først til boden og pandede udeholdet foran med 1-0.

Hvis man troede, det ville slå Brøndby ud, tog man dog grueligt fejl. Minuttet efter slog værterne tilbage.

Andrew Hjulsager førte bolden frem og lagde den ud til venstre til Elba Rashani, der var et noget uventet navn i Thomas Franks startopstilling. Nordmanden måtte først se sin afslutning reddet af David Jensen, men riposten var Rashani også hurtigst over og fik afsluttet med det resultat, at Lasse Petry blev tvunget til at lave selvmål.

Det var godt for Brøndby. Blot et minut senere blev det endnu bedre. 

Igen var Elba Rashani i centrum. Denne gang spillede offensivspilleren Teemu Pukki i en gunstig situation, og finnen kvitterede ved at banke bolden i nettet til 2-1 med et præcist skud fra kanten af feltet. 

Ja, det var på alle måder en hæsblæsende start på kampen, og det gik stærkt. Også for stærkt for nogle. Efter otte minutter blev linjedommer David Vang Andersen nemlig fiberskadet efter en spurt, og så måtte fjerdedommer Michael Johansen smide overtrækstrøjen og overtage flaget. Der skete så sandelig ting og sager i kampens indledning, hvor der i øvrigt også blev skrevet rekord. Aldrig før er der scoret tre mål i løbet af de første syv minutter i en Superliga-kamp. 

Herefter tog kampen sig lidt en slapper. Man skulle således helt hen til den halve time, før der igen var fare på færde. Det skete, da Johan Larsson kom til afslutning i FCN-feltet, men bolden susede over mål. 

Det blev det sidste højdepunkt i en hæsblæsende halvleg, der dog døede lidt ud, som den skred frem. Men andet kunne næsten heller ikke lade sig gøre. 

Anden halvleg startede jævnbyrdigt, men efter små ti minutter punkterede hjemmeholdet kampen. Elba Rashani lagde bolden dybt til Alexander Szymanowski, der meget uselvisk spillede på tværs til en fremadstormende Andrew Hjulsager, der ekspederede den videre i et tomt net til 3-1.

Få øjeblikke senere havde David Moberg Karlsson en gylden mulighed for at reducere til 2-3, men den svenske forward har for alvor mistet momentum på det seneste, og Lukas Hradecky reddede afslutningen.

Den resterende del af kampen bød ikke på mange chancer - foruden et langskud på stolpen af Emiliano Marcondes - og Brøndby fremstod som et mandskab, der havde fuld kontrol over tingene. Og det mundede altså ud i en sejr på 3-1.

Og pludselig dufter der rigtig, rigtig meget af bronze på den københavnske Vestegn.