Brøndby-træner har store forventninger til Teemu Pukki
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brøndby-træner har store forventninger til Teemu Pukki

Superliga-topscoreren skal blive skarpere foran kassen, mener Brøndby-træner Alexander Zorniger.

Brøndby kom søndag eftermiddag fra Telia Parken med det ene point og 0-0, men havde især finske Teemu Pukki været en smule skarpere foran modstanderens mål, havde Brøndby scoret på udebane mod FC København.

Klubben fra Vestegnen var i flere omgange tæt på, men i første halvleg tøvede den finske landsholdsangriber Teemu Pukki især, da chancen faldt for Superliga-topscorerens fødder.

Noget, som også Alexander Zorniger bemærkede efter kampen.

- Vi skal have lidt mere selvtillid, for vi kommer i nogle gode positioner. Her tænker jeg især på Teemu. Jeg ved, han kan, siger Alexander Zorniger og forklarer:

- Jeg var overrasket, da jeg så spillernes alder i dag: Teemu er stadig kun 26 år, og han har aldrig været den der 'go to guy' på andre hold. Hverken i Schalke eller Glasgow (Celtic, red.). Nu skal han være det for os. Han skal vise, at han kun skal bruge én chance. Om han spiller mod Marienlyst eller Bayern München. Han har vist det før mod Hertha Berlin, siger Brøndby-træneren.

Teemu Pukki scorede i foråret 14 gange for Brøndby og fører topscorerlisten med to mål mere end Marcus Ingvartsen fra FC Nordsjælland.

Pukki, der blev hentet i skotske Celtic, har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2018.