Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby varmer op til europæisk kvalifikation med to russerkampe

Inden Brøndby IF skal spille kvalifikation til Europa League, tager holdet otte dage på træningslejr i Østrig. Her møder det to russiske hold.

Mens alle andre Superliga-klubber begynder træningen frem mod den nye sæson på et senere tidspunkt, er Brøndby IF de eneste, der allerede er på træningsbanen. Holdet startede onsdag i denne uge. 

Den tidlige begyndelse hænger blandt andet sammen med, at Brøndby skal spille kvalifikation til Europa League 13. juli, tre dage før de tager hul på Superligaen, og som en del af forberedelserne tager holdet på træningslejr, skriver brondby.com.

Den 1. juli rejser spillerne og staben af sted til Østrig og bliver der i otte dage. Her skal de pudse formen af frem mod den første kamp i Europa League-kvalifikationen. Modstanderen er endnu ikke fundet.

Mens Brøndby er i Østrig, skal holdet spille to træningskampe. Der bliver mod Rubin Kazan den 2. juli og FC Rostov den 8. juli. De blev henholdsvis nummer ni og seks i den netop overståede sæson i Rusland.

Inden holdet tager af sted, spiller det tre træningskampe mod Glostrup FK, Taastrup FC og Næstved BK. Brøndby åbner Superligaen den 16. juli ude mod FC Midtjylland.