Brøndby: Vi må skuffe Aggers fans
Illustration
Superliga

Brøndby: Vi må skuffe Aggers fans

Brøndby IF har set sig nødsaget til at tage en række forbehold i forhold til den store interesse for Daniel Agger.

Lige siden Brøndby IF annoncerede købet af Daniel Agger har vestegnsklubben været udsat for lige dele eufori og hysterisk glæde.

Den danske landsholdsanfører er kommet tilbage til et hjemmepublikum, hvor alle ønsker at få hans autograf eller lade sig fotografere med den ’hjemvendte søn’.

Men det er ifølge Brøndbys kommunikations- og marketingsdirektør, Anders Bay, svært at leve op til fansenes ønsker.

- Vi passer lidt på Daniel. Alle river og flår i ham, og det er hver eneste dag. Det er aviser, og det er tv-stationer, siger Anders Bay til DR Sporten.

- Vi er rigtigt glade for den her interesse, men vi skal også beskytte ham en lille smule, så han kan passe sin fodbold, pleje sin skade og lande i de nye rammer.

- Alle vil gerne have en bid af Daniel Agger. Daniel vil rigtig gerne tilfredsstille alle, men hvis han skulle det og skrive autografer og få taget billeder med fans, så kunne han ikke lave andet.

- Vi er kede af, at vi kommer til at skuffe nogen, men Daniel har også en fodboldkarriere, han skal passe og en familie, der skal lande, så derfor tager vi det stille og roligt, udtaler Bay.