Da Dennis Cagara forlod FC Nordsjælland i slutningen af 2009 var det for at prøve noget andet, noget større. Turen gik til AGF, der imidlertid ikke forlængede hans kontrakt. Og så var uheldet ude for Cagara. Han sprang akillessenen, mens han var klubløs. Det spolerede hele 2010/2011-sæsonen.
Heldigvis for ham fik han chancen i Lygnby, der skrev en halvårig kontrakt med ham i sommer. Her har Cagara spillet 13 af 15 Superliga-kampe og er reelt Lyngbys eneste venstre back, indtil Thomas Rasmussen kommer i januar. Om det betyder et farvel til Cagara er fortsat usikkert, men det bekymrer ham heller ikke.
- Jeg er selvfølgelig løbende i dialog med Niels (manager Niels Frederiksen red.), men jeg tror ikke rigtig, der er nogen, der koncentrerer sig om det lige nu. Der er en lang opstart til forårssæsonen, så der er masser af tid. Det kan umuligt blive værre, end da jeg var skadet, og egentlig er jeg rigtig positiv. Det er gået ok for mig personligt, og jeg glæder mig til på søndag, hvor vi skal spille om tre point igen. Mit fokus er udelukkende på Lyngby og sæsonens sidste tre kampe, siger Dennis Cagara til tipsbladet.dk.
Netop de tre sidste kampe bliver ekstremt vigtige for Lyngby og deres chancer for at overleve endnu en sæson i rækken, men det bliver også afgørende for Cagaras egne forhandlinger med Lyngby.
- Jeg tror helt sikkert, at Lyngby ønsker at se, hvor vi ligger henne, før de beslutter sig for noget som helst. Det kan gøre en stor forskel, hvis vi får de her seks-syv point i de sidste tre kampe. Så lever vi igen, og efteråret vil alligevel være godkendt. I januar ruster klubberne op, og der sker noget nyt alle steder, og så må vi se, hvor det stiller mig. Jeg er selvfølgelig klar til at tage konkurrencen med Thomas Rasmussen op, hvis jeg ender med at blive, siger Cagara.
Hvis Lyngby søndag vinder over HB Køge, mens Brøndby taber til FC København, vil de to sjællandske klubber begge have 14 point i bunden af Superligaen, mens HB Køge vil være endnu mere isolerede i bunden med sine fem point.