Carlo Holse foran gennembrud: FCK er det fedeste sted
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Carlo Holse foran gennembrud: FCK er det fedeste sted

18-årige Carlo Holse står på tærsklen til et gennembrud i FC København, og han kan ikke pege på en federe klub at spille for i Danmark.

Det er nogle år siden, at en ung spiller af egen avl for alvor er braget igennem på FC Københavns førstehold, men en ny stjerne kan være på vej i den danske hovedstad.

Den 27. august blev Carlo Holse rykket permanent op i førsteholdstruppen i FC København, og han har allerede gjort opmærksom på sig selv med nogle flotte mål i DBU Pokalen og tre indhop i Superligaen. FCK-manager Ståle Solbakken har heller ikke været sen til at rose 18-årige Holse.

Selv forsøger den unge mand at holde benene på jorden, men han er også godt klar over, at han skal dosere sin ydmyghed rigtigt.

- Jeg plejer at sige, at man skal være ydmyg udenfor banen, og inde på banen skal man vise, hvad man kan. Det handler om at spille det samme spil, som jeg gjorde på U19, men selvfølgelig med kortere tid fra tanke til handling. Jeg skal vise mig selv frem, for ellers kommer jeg ingen vegne. Man kan sige, at det handler om at være ydmyg på den rigtige måde, siger Carlo Holse til tipsbladet.dk.

Han lægger ikke skjul på, at det var en stor dag, da Ståle Solbakken fortalte ham, at han blev forfremmet til førsteholdstruppen i FC København.

- Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse, men stadig bare et step på vejen. Jeg er ikke færdig endnu, fastslår FCK-talentet.

Han føler, at han har fået en god start sammen med de tunge drenge i den danske mesterklub.

- Det har været lærerigt. Jeg lærte også meget på U-holdet, men det er noget helt andet i forhold til tempo og fysik. Jeg synes, drengene har været nemme at komme ind på, og det hjælper mig en masse, siger Carlo Holse, der er tilfreds med sine præstationer:

- Jeg synes, det er gået godt. Jeg har fået et par kampe, og det er måske gået lidt hurtigere, end jeg havde forventet, og for hver dag, der går, vænner jeg mig mere og mere til tempoet. Nu handler det om at blive ved med at kæmpe, og så skal jeg nok få flere chancer.

Når de store talentgennembrud ikke hænger på trænerne i FC København, skyldes det naturligvis også, at det er landets bedste fodboldspillere, der løber rundt i klubben. Carlo Holse tror da også, det er sværere at slå igennem i FCK end i nogen anden Superliga-klub.

- Der går rygterne lidt på. FC København er en storklub, og der er mange gode spillere om buddet, så selvfølgelig er det sværere at slå igennem, men det er også det fedeste sted at slå igennem. Jeg tager chancen og prøver, siger Holse og tilføjer:

- Det næste skridt for mig er at erobre en startplads, og det kæmper jeg for at overbevise Ståle om, at jeg er god nok til.

Carlo Holse har foreløbig spillet tre Superliga-kampe for FC København i denne sæson, og i alle tre tilfælde har der været tale om korte indhop. I søndags mod OB kunne han imidlertid have fået lidt af en helterolle for gæsterne, da han havde en kæmpe chance for at udligne i anden halvleg, men afslutningen blev pillet af Sten Grytebust i det fynske mål.

- Den havde jeg mareridt om om natten. Men sådan er det i fodbold – nogle gange scorer man, og andre gange brænder man, som jeg desværre gjorde mod OB. Næste gang scorer jeg, slutter den 18-årige offensivspiller.

FC København og Carlo Holse møder i aften FC Zlin i Europa League.