Christian Keller: Ked af ikke at være med
Foto: Claus Bonnerup / Polfoto
Superliga

Christian Keller: Ked af ikke at være med

Christian Keller er tilbage på træningsbanen i Randers FC og håber at kæmpe sig tilbage i varmen hos både træner og holdkammerater.

Som en direkte følge af den kontroversielle og følelsesmæssige sag, der ramte Randers FC fredag, var Christian Keller ikke med i den trup, der søndag spillede mod Brøndby IF i Superligaen.
 
Sagen om Christian Kellers forhold til Jonas Borrings tidligere kone har siden fredag trukket dybe spor og skabt masser af splid og røre i Superliga-klubben. 
 
Mandag var Christian Keller tilbage på træningsbanen med holdkammeraterne. Trods for, at flere holdkammerater tydeligt har signaleret, at de ikke bryder sig om Christian Kellers opførsel i sagen foregik træningen uden nogen synlige problemer. 
 
Randers FC spiller allerede onsdag pokal-kvartfinale i Telia Parken mod FC København, og endnu er det usikkert om Christian Keller atter er at finde i træner Colin Todds planer. Christian Keller forsøger ikke at skjule, at sagen påvirker men han forsøger at slide sig tilbage i varmen hos både holdkammeraterne og træneren.
 
- Jeg var ked af, at jeg ikke var med mod Brøndby. Men som jeg tidligere har udtalt, må jeg kæmpe videre om at få min plads i truppen tilbage. Jeg vil meget hellere være her på træningsbanen end ligge derhjemme på sofaen, siger Christian Keller til bt.dk.
 
Han slår endnu engang fast, at han ikke har planer om at forlade Randers FC som følge af sagen men at han forholder sig til kontrakt, der løber frem til sommeren 2017.
 
Christian Keller mistede som direkte udløber af balladen sit anførerbind fredag men er altså fortsat en del af Randers FC, mens Jonas Borring fortsat holder sig væk. Jonas Borring har udtalt og indtil videre fastholdt, at han ikke kommer til at spille i Randers FC, så længe Christian Keller er i klubben. 
 
Hverken træner Colin Todd eller sportsdirektør Ole Nielsen ønsker at udtale sig i sagen før tirsdag, hvor truppen til onsdagens pokalkamp bliver udtaget. 
 
​