Video : Tipsbladet
Superliga

Club Brugge vil ikke afvise udbryderliga med FCK

Club Brugge vil ikke skyde ideerne om en ny liga med blandt andre FC København helt i sænk, men belgierne fastslår, det bliver vanskeligt.

BT kunne for halvanden uge siden afsløre, at FC København er klar til at forlade den danske Superliga til fordel for en transnational liga med selskab af de bedste hold fra lande som Holland, Belgien, Norge og Sverige. Det sker som en direkte konsekvens af, at UEFA vil gøre det vanskeligere for de mindre hold i Europa at kvalificere sig til Champions League.

Det helt store spørgsmål er, hvor stor opbakning FC København har i forhold til at skabe en liga på tværs af flere lande. Indtil videre er det ikke ret mange andre end FCK-direktør Anders Hørsholt, der har turdet åbne posen.

Rundt om i Europa er man dog klar over, hvad FC København har gang i, og det gælder også i Club Brugge, der som bekendt er i gruppe med FCK i Champions League.

- Det er stadig på et meget tidligt stadie, og det er særdeles vanskeligt at organisere noget udenfor UEFA. Men jeg vil ikke udelukke noget, siger Club Brugges direktør, Vincent Mannaert, til Voetbalprimeur.

En eventuel ny liga, der foruden FC København også kan indeholde Brøndby, vil tidligst se dagens lys i 2021.