Cornelius: En stor oplevelse
Foto: Mikkel Tariq Khan/Polfoto
Superliga

Cornelius: En stor oplevelse

Andreas Cornelius glæder sig over et flot comeback i seneste runde, og ser frem mod søndagens udekamp i Odense.

Smerten rakte helt ud på lægterne samt ud bag TV-skærmene, da Andreas Cornelius i Silkeborg blev offer for en grim tackling. Siden har den stået på genoptræning for den farlige angriber, der på lyntid er kommet tilbage. I seneste runde blev han så sendt på banen til stående klapsalver, da AGF gæstede Telia Parken i et 2-2 opgør. 

En stor oplevelse for Cornelius, der ellers har prøvet meget sin unge alder til trods: 

- Det var en helt fantastisk modtagelse. En stor oplevelse. Det gav noget ekstra energi og noget ekstra blod på tanden i forhold til at komme tilbage og præstere.  Jeg har det fint. Jeg synes, at det har været en god genoptræning. Jeg har fået bygget noget mere på fysisk, som jeg kan bruge i kampene. Det giver et styrkemæssigt overskud. Kroppen har fået lov til at slappe af og bygge sig op igen, og det har faktisk givet noget energi, siger Andreas Cornelius til klubbens hjemmeside, mens han ser frem mod søndagens udekamp:
 
- Det bliver en kamp som de fleste kampe, tror jeg. Hvor vi skal kontrollere tingene, og hvor vi skal udnytte chancer, som vi er blevet rigtig gode til at skabe. Defensivt skal vi lukke lidt bedre af og så blive ved med at klø på, når vi kommer foran, fortæller angriberen.
 
OB og FC København mødes klokken 18:00 søndag på TRE-FOR Park.