FC København viste sig torsdag atter som Danmarks bedste hold, da de vandt med 3-1 over Brøndby i pokalfinalen. Dermed kunne FCK endnu engang gå fra banen som vindere i Parken, mens Brøndby måtte se til. Derfor var det naturligvis også en ærgerlig Svenn Crone efter kampen.
- Først og fremmest er vi selvfølgelig rigtig skuffede. Efter første halvleg synes jeg, vi har rimelig godt styr på dem, og vi har også chancerne til at komme foran. Anden halvleg kommer vi bagud, men kommer hurtigt på 1-1, og det ser godt ud, og vi skaber chancerne til at komme foran, men vi scorer ikke på vores chancer, og så er det svært at vinde, siger Svenn Crone til appen Brøndby Indefra.
Backen var irriteret over FC Københavns to sidste mål, som blev givet væk for let ifølge ham.
- Det er noget, vi må tage med og lære af.