Dal Hende: Randers står godt til os
Illustration
Superliga

Dal Hende: Randers står godt til os

Marc Dal Hende ser frem mod en svær opgave, når Randers FC gæster i Superligaen.

Der er lagt op til top mod bund, når FC Vestsjælland fredag aften tager imod Randers FC. Kronjyderne har haft en flot sæson indtil videre, mens værterne fra Slagelse er at finde på ligaen tiendeplads med bare en sejr i de seneste seks Superliga-kampe. 

Søndag gik FC Vestsjælland dog videre i DBU Pokalen, da HB Køge blev besejret med 3-0. En kamp hvor Superliga-mandskabet viste gode takter, og dem håber FCV-profilen Marc Dal Hende på at kunne gentage fredag trods svær modstand:

- Randers er et fysisk stærkt hold, som er fyldt med selvtillid og tro på egne evner oven på den flotte sæson, de har haft indtil nu. De er gode i duelspillet og er svære at slå. Jeg forventer en rigtig svær kamp, men omvendt ved vi også, at det er et hold, som står godt til os, siger Marc Dal Hende til klubbens hjemmeside og fortsætter: 

- Vi har gode erfaringer med dem i Superligaen, hvor vi før har slået dem på vores hjemmebane, og vi har også troen på, at vi kan gøre det igen, udtaler han.  

FC Vestsjælland og Randers FC krydser klinger klokken 18:30 fredag aften.