Daniel Agger: FCK-kamp handler bare om tre point
Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Daniel Agger: FCK-kamp handler bare om tre point

Daniel Agger lægger ikke vægt på, hvem han står overfor, når Brøndby søndag møder FC København. Det handler nemlig bare om tre point, uanset om man møder FC København eller Hobro.

Når Brøndby på søndag gæster FC København, så er det et imødeset opgør, som der bliver fløjtet op for mellem to af Superligaens helt store rivaler. 

Men spørger man Brøndbys Daniel Agger, så er det bare en kamp om tre point, og han fastslår dermed, at det fra hans synpunkt er ligegyldigt, om han spiller mod Hobro eller FC København. 

- Jeg skal ud og have tre point. Det er dét, det handler om for mig. Og så er det ligegyldigt om det er mod Hobro eller FCK, siger Daniel Agger til BT, inden han slå fast, at han også tror Brøndby-fansene ligeså gerne vil have tre point mod Hobro, som de vil mod ærkerivalerne fra FCK. 

- Det tæller lige meget på bundlinjen, så det er jeg ikke i tvivl om. Det håber jeg da. Det er jo dét, fodbold handler om. Det handler om at skrabe så mange point sammen som muligt, og det er jo den, der står på toppen til sidst, der har vundet, og så er det lige meget, hvor du har vundet pointene, lyder det fra Daniel Agger.