Daniel Agger: Klar igen søndag
Superliga

Daniel Agger: Klar igen søndag

Daniel Agger fortæller, at udskiftningen i søndagens kamp mod Hobro kun var af forebyggende karakter.

Brøndby kom planmæssigt fra start med en 1-0-sejr over Hobro i forårspremieren søndag, men alligevel var der grund til en smule bekymring i den blå-gule lejr efterfølgende.

I pausen måtte Daniel Agger nemlig lade sig udskifte på grund af en forstrækning, han havde pådraget sig under fredagens træning. Forsvarsspilleren fortæller dog til Ekstra Bladet, at han er klar igen næste weekend, når Brøndby møder SønderjyskE.

- Det var bedre at få Jesper Juelsgård ind på 100 procent, frem for jeg spillede videre på 50 procent. To dage var ikke tid nok til at komme over den lille forstrækning, forklarer Daniel Agger, og slår fast:

- Det er ikke slemt. Jeg spiller igen søndag.

Inden næste weekends Superliga-kamp spiller Brøndby pokalkvartfinale i Skive på onsdag - til den kamp er Agger noget mere tvivlsom.